Både Samsung og Huawei er på vej med en ny telefon, der har et hul til kameraet i stedet for en notch.
Samsungs Galaxy S10 får angiveligt et hul til kameraet i stedet for en notch, og det lader også til at være tilfældet med selskabets kommende Galaxy A8s. Samtidig laver konkurrenten Huawei også en smartphone med kamera-hul i stedet for notch.
SamMobile skriver, at Samsung Galaxy A8s har en 6,39 tommers Infinity-O-skærm med FHD+-opløsning, der altså har et hul i hjørnet til front-kameraet, som man kan se på det lækkede billede af telefonens skærmbeskytter fra Weibo.
Derudover har den en Snapdragon 710-processor, 6 GB RAM og 128 GB lagerplads.
Mediet mener at den nye Samsung-telefon bliver lanceret i januar, men Twitter-tipsteren Ice Universe mener, at telefonen allerede er ude næste måned.
Huawei har teaset en telefon med samme slags skærm uden notch, som man kan se på billedet nedenfor. Denne telefon ved vi ikke meget om endnu, men Huawei vil afsløre mere den 3. december.
