Tidligere på året spurgte ComON Forbrugerombudsmanden, om Apple lovligt kunne fratage en dansker sin garanti, hvis vedkommende vælger at jailbreake sin iPhone.
Det førte til, at ombudsmanden rettede skriftlig henvendelse til Apple, et brev ComOn søgte om at få aktindsigt i. I brevet blev der skrevet, at Apple ikke kunne kalde deres garanti for en garanti, da den ikke stiller kunden bedre end gældende dansk forbrugerlovgivning, hvilket den skal, førend den må kaldes en garanti.
Apple kunne via sin advokat oplyse, at de var uenige med Forbrugerombudsmanden, men gjorde desuden opmærksom på, at de mente, der var sket en overtrædelse af god forvaltningsskik.
Advokaten mener, en i Forbrugerombudsmandens stab har tippet ComON om sagen, idet de søgte aktindsigt i kommunikationen blot én dag efter brevet var sendt til Apple. Det er dog ifølge ComON ikke tilfældet, idet de kendte til brevet, fordi de selv satte gang i sagen ved at spørge Forbrugerombudsmanden i første omgang.
ComON har efterfølgende fået aktindsigt i brevene fra Apples advokat og vist dem til forvaltningsretsekspert Claus Haagen Jensen, der er professor ved Copenhagen Business School. Han mener, advokaten er på tynd is, og at der er tale om skræmmetaktik.
Claus Haagen Jensen, forvaltningsretekspert til ComON skrev:
Der er ikke noget at komme efter, men hvis de kan intimidere nogen, så synes de sikkert, at det er meget sjovt.
Hverken advokaten eller Forbrugerombudsmanden har ønsker at udtale sig i sagen.