Det nye Apple Card-betalingskort bør ikke komme i kontakt med læder og denim, hvis det skal beholde farven.
Amerikanere har denne uge fået adgang til Apples nye titanium-betalingskort, Apple Card, der uden kortnumre er mere sikkert, ikke har nogle afgifter og kan kobles til brugerens Apple Pay-konto.
I denne sammenhæng har Apple udgivet en rengørings-guide, hvor de advarer mod, at kortet kommer i kontakt med læder og denim.
Hvis man har kortet i ens læderpung eller cowboybukser, skal man nemlig være forberedt på permanente misfarvninger af kortet.
Samme guide siger også, at man bør holde kortet væk fra andre kreditkort og hårde ting eller overflader, hvis man vil undgå ridser.
Pletter bør fjernes med en mikrofiberklud, der fugtes let med isopropylalkohol.
Situationen sammenlignes med ‘antennagate’ i 2010, hvor nogle iPhone 4-modeller mistede forbindelsen, hvis man kom til at dække nederste venstre hjørne med sine hænder.
Løsningen var som bekendt, ifølge Steve Jobs, at holde telefonen på en anden måde.