I forbindelse med at Intel for få dage siden valgte at droppe videreudviklingen af Larrabee, der skulle have været Intels første diskrete grafikchip, har der igen været rygter fremme om, at et muligt opkøb af NVIDIA kunne være en mulighed.
Den løsning afvises dog blankt af brancheanalytikeren John Peddie, der slet ikke ser det som en mulighed. Han begrunder sin mening med, at Intel ikke vil droppe udviklingen af en diskret grafikchip, tværtimod har de sagt, at der vil komme en – den vil blot have et andet udgangspunkt end Larrabee.
Derudover mener Peddie, at der er alt for store kulturelle forskelle mellem måden, virksomhederne drives på, til at et opkøb vil kunne lade sig gøre smertefrit.
Det vigtigste argument er dog, at Peddie ikke mener, Intel har behov for NVIDIA, og at Intel selv er af samme overbevisning.