Den 23. april vil AMD lancere en række nye processorer. Den første er en Athlon X2 7850 Black Edition på 2.8 GHz med 2x512KB L2 cache og 2MB L3 cache og en TDP på 95 Watt.
X2 7850 BE bliver nok den hurtigste og måske også sidste 65nm K10 baserede dual-kerne fra AMD, der fremover vil lave X2-processorer med 45nm K10.5 teknologi.
Den første 45nm X2 (Model 250) forventes klar i juni med en clockfrekvens på 3 GHz med 2 MB cache, samt understøttelse af 1.333 MHz RAM.
De to andre CPU’er er af typen Phenom II, det drejer sig om Phenom II X4 945, der er en ny AM3/DDR3 udgave af Phenom II X4 940. Den vil dog køre i de fleste AM2+ bundkort også. Clockfrekvensen er 3 GHz. Cache er 4×512 KB L2 og 6 MB L3 cache, men er, modsat 940eren, ikke en Black Edition model.
Phenom II X4 955 vil være den hurtigste Phenom II CPU fra AMD til dato, med en clockfrekvens på 3.2 GHz, og da det er en Black Edition model er multiplieren ulåst, hvilket skulle gøre overclocking til en leg. Den er, ligesom 945eren, en sokkel AM3 CPU, men understøtter både DDR2 og DDR3 RAM og skulle også kunne køre i de fleste AM2+ bundkort.
TDP for begge Phenom IIere er 125 Watt.
Desuden er der lanceret en Desktop HP p6060 på det tyske marked med en Phenom II 925 på 2.8 GHz, altså som den ‘gamle’ 920er, men igen med understøttelse af DDR2/3 og AM2+/AM3. Maskinen er dog først sat til salg fra en gang i maj, og man kan derfor ikke forvente at se den i løssalg før.
CPU’erne er ikke endeligt prissat endnu, men med AMDs nuværende aggressive markedsføring, må man forvente noget konkurrencedygtigt ift. Intel.