Billedstabilisatorer findes i dag i mange kameraer, både til foto og video. For fotografier uden funktionen er et rystet billede svært at redde, men for videooptagelser kan man efterbehandle videoen via software.
Der findes i dag flere programmer, der kan fjerne rystelser mere eller mindre godt. Fælles for dem er, at de ofte efterlader spøgelsesbilleder, hvilket ikke ser så godt ud. Hos Adobe, i samarbejde med University of Wisconsin, er man ved at udvikle en ny metode, der giver et bedre resultat.
Metoden analyserer videoen og omdanner bevægelserne til en 3D-model baseret på faste holdepunkter i billedet. Ud fra disse “bøjes” billedet, således at rystelserne forsvinder, og optagelsen får et mere professionelt look.
Metoden er endnu ikke perfekt, men Adobe håber at kunne have et produkt klar om et par år. Følg linket til kilden for at se en videodemonstration af teknikken.