Adobe har udsendt en sikkerhedsopdatering til Flash Player, da det er blevet opdaget, at en kritisk sikkerhedsfejl i softwaren gør det muligt at tage kontrol over andres computere. Adobe selv er bekendt med, at fejlen er blevet udnyttet i det virkelige liv, men fortæller ikke hvor.
Fejlen rammer alle platforme, altså både Windows, OS X og Linux. På Linux er Flash Player version 11.2.202.335 eller ældre udsat, mens version 12.0.0.43 eller ældre er udsat på de to andre platforme.
Har man installeret Flash Player selv, bør man derfor opdatere denne hurtigst muligt. Bruger man i stedet Chrome eller Internet Explorer med den indbyggede version af Flash, de tilbyder, bør man opdatere sin browser til den nyeste, sikre version.
Sikkerhedsfejlen blev opdaget og rapporteret til Adobe af to ansatte ved Kaspersky Labs.