Opensignal har lavet en undersøgelse af 3G dækning for TV2, der viser, at 3G kun kan anvendes i halvdelen af de målte områder. Opensignal er en app til Android og snart iPhone, hvor 15.000 Android-brugere har bidraget med data. Det skriver TV2.
For at et område kan betragtes som et hul, skal en bruger af Opensignal bevæge sig ind i et 100×100 meter område, hvor 3G-dækningen måles. Derudover skal mindst 14 andre brugere også melde data ind, og gennemsnittet skal have ingen dækning af 3G eller en dæmpning på 92 dBm.
Christel Schaldemose, som sidder i EU-parlamentet for Socialdemokratiet, udtaler på baggrund af undersøgelsen fra Opensignal, at hun er foruroliget over resultaterne. Især mener hun, at man som forbruger er prisgivet, da det ikke er muligt at se om ens nye telefon kan bruges eller ej grundet en dårlig designet antenne. Derfor mener hun, at der er brug for en mærkningsordning på EU-niveau, hvor det er muligt at se, hvilke telefoner der har gode eller dårlige antenner.
Christel Schaldemose, Socialdemokratiet, EU-parlamentet skrev:
Derfor er der som minimum brug for en mærkningsordning, så man kan se og tage stilling til, om man også vil købe den mobil, der har en meget ringe antenne.
Christel Schaldemose har tidligere forsøgt at få EU-Kommissionen til at indføre en mærkningsordning, men det har været som at ’slå i en dyne’. Hun vil nu bruge undersøgelsen fra Opensignal til at få EU-kommissionen overtalt til at fremsætte et lovforslag om en mærkningsordning til telefoners antenner. Hun mener, at en mærkningsordning kun er første skridt og ser gerne at der bliver stillet nogle minimumskrav til antennen på en telefon, således at telefonen kan sende og modtage data i af en vis kvalitet.
Morten Løkkegaard fra Venstre, som også sidder i EU-parlamentet, mener også at en mærkningsordning vil være en fordel for konkurrencen. Han mener dog ikke at minimumskrav til antenner nødvendigt er godt, da udviklingen af antenner går så hurtigt at minimumskrav, der skal gennem EU-systemet, vil blive forældet undervejs.