Teknologikonsulenten Bas Bosschert offentliggjorde for et par dage siden en kode, der tillod udviklere at lave ondsindede apps, der via WhatsApp kunne snyde brugerene til at tillade adgang til chatlogs, der er gemt på telefonens SD-kort.
WhatsApp har været meget i mediernes søgelys siden Facebook købte applikationen for mere end 19 milliarder amerikanske dollars tidligere på året, og udgivelsen rystede mange brugere.
WhatsApp har først nu været ude og kommentere på sagen, som firmaet mener, er blevet blæst op til noget, det slet ikke er. Skal man tro WhatsApp selv er den beskrevne sikkerhedsfejl nemlig kun en bagatel, der hurtigt kan blive rettet, og som iøvrigt ikke har mulighed for at få den store betydning for den enkelte bruger, medmindre personen aktivt downloader virus.
WhatsApp understreger ved samme lejlighed også, at en ny version af applikationen allerede er at finde på Google Play, hvori fejlen er blevet rettet.