Kommunikationsbureauet Burson-Marsteller har foretaget deres årlige undersøgelse, Global Social Media Check-Up, af virksomheders brug af sociale tjenester. Det skriver Business.dk.
Undersøgelsen viser at Fortune Global 100-virksomheder (FG100), de 100 virksomheder i verden som har den største omsætning, har taget de sociale tjenester til sig. 87 af virksomhederne er til stede på mindst en af de sociale tjenester, Twitter, Facebook, Youtube, Google+ eller Pinterest.
Den mest populære sociale tjeneste blandt virksomheder er Twitter med hele 82 %, hvorimod Facebook kun var til stede hos 74 % af virksomhederne. 79 % af virksomhederne brugte Youtube, mens halvdelen brugte Google+. Til sidst brugte kun 25 % af virksomhederne Pinterest. Tilsvarende har virksomhederne også flere konti på de sociale tjenester, hvor der på Twitter i gennemsnit er 10,1 konti, og på Facebook er 10,4 konti.
Virksomhedernes brug af Twitter har også medført en stigning i antallet af følgere. Fra 2010 hvor virksomhederne i gennemsnit havde 1.489 følgere til i dag, hvor der i gennemsnit er 14.709 følgere. Tilsvarende kan virksomheders brug af Facebook også spores i antal ’Likes’, hvor der i 2010 var 40.884 ’Likes’ per virksomhed mod 152.646 ’Likes’ i dag.
Interaktionen mellem virksomhederne og deres brugere på de sociale tjenester er også stor. På Twitter retweeter 79 % af virksomhederne, mens 70 % af virksomhederne svarer på kommentarer på deres Facebook-side. Desuden opdateres 93 % af Facebok-siderne ugentlig med nyt indhold fra virksomhederne.
Til sidst kan det nævnes, at Twitter er den sociale tjenester, hvor virksomhederne bliver mest omtalt. For eksempel blev virksomhederne nævnt 10.4 millioner gange på de sociale tjenester i en måned, hvor Twitter udgjorde 5.6 millioner. I gennemsnit blev hver virksomhed nævnt 55.970 gange på en måned.