Samsung laver mobiltelefoner i mange forskellige varianter og med flere forskellige operativsystemer. Nu vil de snart til at lave telefoner med et helt nyt OS – et de selv har udviklet.
Navnet bliver Bada, hvilket betyder hav på koreansk. Ifølge Samsung er der tale om et OS, som vil være nemt og intuitivt at både benytte og udvikle software til, tiltænkt deres egne telefoner.
Idéen med Bada er jævnfør Samsung selv at lave et operativsystem, der kan give den samme brugeroplevelse på en “almindelig” mobiltelefon som på en smartphone.
Det skal blandt andet ske ved at lave en unik visuel oplevelse og ved at tilbyde en nem måde at købe programmer til kommende Bada-mobiltelefoner på, som kendt fra f.eks. App Store.
Der er endnu ikke mange tekniske detaljer ude om operativsystemet eller billeder af, hvordan det ser ud. Der er åbnet en hjemmeside til projektet, men den egentlige lancering vil først ske i næste måned.