Ganske som forventet, annoncerede Samsung i nat deres nyeste flagskib-smartphone; Samsung Galaxy S4, der skal følge op på den enormt populære Galaxy S3.
Den nye smartphone minder i udseende meget om S3’eren, men er dog blevet en lille smule mindre og har således dimensionerne 136,6 x 69,8 x 7,9 mm og en vægt på 130g, 3 gram mindre end sin forgænger.
Flere af de specifikationer der har floreret om telefonen den seneste tid, viser sig at holde vand. Den kommer med en 4,99″ 1080p Super AMOLED skærm, 13 megapixel kamera og 2 megapixel frontkamera.
Der har været meget forskellige oplysninger ud om hvilken SoC den vil anvende, hvor der har været fokus på en quadkerne Snapdragon chip og Samsungs egen Exynos 5 chip. Det viser sig, at Galaxy S4 vil komme i to versioner, en med hver af de to SoC’s. Hvilken man får fat i, afhænger af hvor i verden man køber den.
Den kommer derudover med Gorilla Glas 3, enten 16, 32 eller 64 GB lagerplads, 2 GB RAM, understøttelse for 4G LTE, HPSA+, Wi-Fi a/b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC, og IR. Det hele styres af Android 4.2.2 og holdes i live af et 2600 mAh batteri.
Telefonen vil blive lanceret i slutningen af næste måned i 155 lande blandt 327 forskellige teleselskaber. Du kan se mere til telefonen på Samsungs hjemmeside.