Kunne man godt tænke sig at lave videooptagelser i 3D, så har det hidtil ikke været særligt nemt, men det kan snart ændre sig. Panasonic har som de første i verden netop fremvist deres bud på et videokamera, der kan optage 3D-film i fuld HD.
Ligesom da de første HD-videokameraer kom frem, er der en stor ulempe, det er en dyr fornøjelse at være pioner. Panasonic oplyser, at prisen på det nye videkamera bliver på 21.000 dollars, eller ca. 109.000 kroner.
Med den høje pris henvender kameraet sig i første omgang til professionelle og semiprofessionelle fotografer. Prisen er dog markant mindre, end hvad tilsvarende 3D-optageudstyr koster i dag, ligesom den fysiske størrelse af kameraet er væsentligt mindre end andet udstyr.
Optagelserne gemmes på SDHC-kort, hvilket gør det meget billigt at benytte kameraet og mindsker risikoen for fejl ved optagelse under vanskelige forhold, hvis kameraet f.eks. udsættes for stød og rystelser.