Det nye IT-system, der skal samle blandt andet ejendoms- og adressedata forsinkes et år. ‘Grunddataprogrammet’ ser dermed ud til at blive klar i sommeren 2018.
IT-systemet får til opgave at forbedre, standardisere og samle førnævnte data fra en lang række offentlige myndigheder, men før det når der til, skal projektet færdiggøres. Ved test udført i maj opdagede Digitaliseringsstyrelsen en række fejl, når man arbejdede på tværs af myndigheder. Baggrunden for disse fejl gør, at man nu udskyder lanceringen med et år.
Oprindeligt var prisen på dette nye IT-system sat til en halv milliard kroner, men forsinkelsen vil også betyde en større udgift – både til fortsættelse af driften med de nuværende systemer i længere tid og med det ekstra udviklingsarbejde.
Grunddataprogrammet har desuden indflydelse på andre offentlige IT-systemer. Det kommende system til udarbejdelse af ejendomsvurderinger skal bygge på data fra Grunddataprogrammet, og Skatteministeriet kan ikke svare på, hvilke konsekvenser forsinkelsen vil have for dette arbejde. Det nye ejendomsvurderingssystem skal efter planen være klar i september 2018.