NASA stoppede i 2011 med at bruge deres rumfærger, da de var blevet for gamle.
Læs også: En æra stopper i dag
Siden da har NASA købt plads hos Roskosmos, der er den russiske rumfartsorganisation, og som anvender de såkaldte Soyuz-kapsler. NASA har nu indgået en ny aftale, der løber frem til 2017, hvor det forventes at private firmaer vil have udviklet kommerciel rumfart.
Aftalen med Roskosmos lyder på 2,5 milliarder kroner, hvorpå der er plads til seks astronauter. Aftalen indeholder træning, opsendelse i 2016 og hjemsendelse i 2017 fra ISS. Dette giver en sædepris på 424 millioner kroner.
I den tidligere aftale lød sædeprisen på 376 millioner kroner, der dog ikke kan sammenlignes direkte med den nye aftale. Den nye aftale indeholder nemlig ifølge NASA også flere opgaver til Roskosmos.
Med aftalen har NASA købt ekstra tid til at SpaceX, Sierra Nevada Corp. og Boeing kan nå at udvikle og teste kommercielle rumkapsler. Dette er dog afhængigt af at Kongressen godkender en ekstra bevilling på 5 milliarder kroner til at støtte udviklingen i 2014.
NASA har et partnerskab med alle tre firmaer om udvikling frem til maj 2014, hvorefter det forventes at mindst to af firmaerne får forlænget partnerskabet frem til 2016.
I øjeblikket har NASA kontrakt med SpaceX og Orbital Science Corp. om opsendelse af forsyninger til ISS.