Der kan være mange ting, man skal tage hensyn til som udvikler af software, som skal virke under Windows, for at det ikke kommer til at blive en sikkerhedsrisiko.
Til at hjælpe udviklere på vej, har Microsoft i forbindelse med Black Hat konferencen, der afvikles i disse dage, udgivet den nyeste udgave af deres Attack Surface Analyzer (ASA) gratis i en beta-version.
Værktøjet er en del af firmaets SDL-væktøjer (Security Development Lifecycle), der kan anvendes i forskellige stadier af et programs udvikling.
Med ASA v. 5.1.3.0 beta er det muligt at undersøge, om et program efter dets installation, har foretaget ændringer i Windows, der øger angrebsoverfladen for uvedkommende, ved utilsigtet at have pillet ved en lang række forskellige indstillinger.
Vil man prøve det nye værktøj, så kan det hentes hos Microsoft, hvor man også finder yderligere informationer om de andre SDL-værktøjer.