LG har afsløret, at de laver flere 8K-fjernsyn i 2019, der også understøtter HDMI 2.1.
Årets CES-messe nærmer sig, men inden da har LG løftet lidt af sløret for nogle af de fjernsyn, de vil vise ved showet.
Der er ikke tale om det TV, der kan rulles sammen, som de formentlig stadig viser, men et nyt 75-tommers og et nyt 88-tommers 8K-TV. De har dog ikke afsløret prisen endnu.
Samtidig med de to nye fjernsyn har LG bekræftet, at alle deres OLED-TV’er i 2019 og nogle af deres NanoCell LCD-TV’er vil understøtte HDMI 2.1.
Dette betyder for det første, at de understøtter ‘high frame rate’ (HFR) – det vil sige 120 billeder i sekundet.
HDMI 2.1 betyder også, at de understøtter eARC (Enhanced Audio Return Channel), hvilket betyder, at man i fremtiden kan overføre ukomprimeret lyd mellem TV’et og afspilleren.
‘Variable Refresh Rate’ (VRR) og ‘Automatic Low Latency Mode’ (ALLM) understøttes også. Det betyder, at gamere vil kunne spille på TV’et med flydende billeder – stort set uden forsinkelse.