mboost-dp1
Hvem får det sidste ord? :)
fe950 (13048) skrev:Så er det ikke dig. Du må have lagt lortet et andet sted, men var for fuld til at huske hvor.
cnr (13050) skrev:
>13048
Ja okay - det lyder faktisk plausible
Som sagt, pyrus er den skyldige
men det interessante er nu om fe950 er en muldvarp? siden han har fået en lort på sit hoved?
”Noget så frækt!”, råbte den lille muldvarp fe950. ”Hvem er det, der har lagt en lort på mit hoved?” Præcis i det sekund, den lille muldvarp fe950 stak hovedet op af jorden for at se om solen var stået op, skete det: En lort landede midt på hans hoved. Den lille muldvarp syntes, at det var rigtigt frækt og bestemte sig for at finde synderen.
Ganske kort efter var han stiv i Tarm på jagt efter frække syndere sammen med Pyrus (cnr's kunstnernavn og en af hans mange alias) og Vinnie!
Det viste sig at cnr var den frækkeste både i Tarm, Knuds hoved og andre steder den nat!
cnr havde forklædt sig som en slagterhund og skiderik med brune pletter og et navneskilt hvorpå der stod hans-henrik da fe950 talte med ham om skideriet der startede hele eventyret! cnr sagde at han altid var til tjeneste!
cnr valgte derefter at betale for at blive LORT of the rings og udtalte... have no fear, the LORT is here!
”Noget så frækt!”, råbte den lille muldvarp fe950. ”Hvem er det, der har lagt en lort på mit hoved?” Præcis i det sekund, den lille muldvarp fe950 stak hovedet op af jorden for at se om solen var stået op, skete det: En lort landede midt på hans hoved. Den lille muldvarp syntes, at det var rigtigt frækt og bestemte sig for at finde synderen.
Ganske kort efter var han stiv i Tarm på jagt efter frække syndere sammen med Pyrus (cnr's kunstnernavn og en af hans mange alias) og Vinnie!
Det viste sig at cnr var den frækkeste både i Tarm, Knuds hoved og andre steder den nat!
cnr havde forklædt sig som en slagterhund og skiderik med brune pletter og et navneskilt hvorpå der stod hans-henrik da fe950 talte med ham om skideriet der startede hele eventyret! cnr sagde at han altid var til tjeneste!
cnr valgte derefter at betale for at blive LORT of the rings og udtalte... have no fear, the LORT is here!
@fe950:
sagen er hermed opklaret..
det er hverken fluerne der mæsker sig på dit hoved,
grisen der lagde en klat på dine fødder,
koen der bagte kage,
geden der lavede knolde,
haren og dens små påskeæg,
hestens pærer eller duen.
Den skyldige har selv tilstået og efterladt et visitkort.
sagen er hermed opklaret..
det er hverken fluerne der mæsker sig på dit hoved,
grisen der lagde en klat på dine fødder,
koen der bagte kage,
geden der lavede knolde,
haren og dens små påskeæg,
hestens pærer eller duen.
Den skyldige har selv tilstået og efterladt et visitkort.
Du ville altså også blive bange, Kalle. Hvis du mødte Numsenapperen, ville du også blive bange!
Liv så vredt på Kalle, men han blev bare ved med at grine.
Der var samling i børnehaven, og Liv var ved at fortælle om det frygtelige, væmmelige, skrækkelige, forfærdelige monster, der boede hjemme hos hende.
- Numsenapperen har hugtænder. Og spidse ører. Han er helt grågrøn, og hans krop er tynd som en pind. For Numsenapperen får næsten aldrig mad, og det er derfor han altid strejfer om. På jagt efter noget at spise. Og hvis børnene går udenfor i mørket, bliver de nappet i numsen. Hvis de da ikke bliver ædt, fortsatte Liv.
Kalle grinede endnu højere, og det fik Liv til at tale hurtigere.
- Numsenapperen er altså uhyggelig. Og farlig. Og du ville også blive bange for ham, Kalle, næsten råbte Liv.
Kalle rystede på hovedet.
- Nej, jeg ville ej. Jeg er ikke bange for noget, og da slet ikke for sådan en numsenapper. Det er dig, der er en bangebuks, sagde han.
Nu brød pædagog-Henrik ind.
- Hov, hov, Kalle, tal pænt til Liv, sagde han.
Og så snakkede de ikke mere om Numsenapperen. Ikke til dén samling.
Liv så vredt på Kalle, men han blev bare ved med at grine.
Der var samling i børnehaven, og Liv var ved at fortælle om det frygtelige, væmmelige, skrækkelige, forfærdelige monster, der boede hjemme hos hende.
- Numsenapperen har hugtænder. Og spidse ører. Han er helt grågrøn, og hans krop er tynd som en pind. For Numsenapperen får næsten aldrig mad, og det er derfor han altid strejfer om. På jagt efter noget at spise. Og hvis børnene går udenfor i mørket, bliver de nappet i numsen. Hvis de da ikke bliver ædt, fortsatte Liv.
Kalle grinede endnu højere, og det fik Liv til at tale hurtigere.
- Numsenapperen er altså uhyggelig. Og farlig. Og du ville også blive bange for ham, Kalle, næsten råbte Liv.
Kalle rystede på hovedet.
- Nej, jeg ville ej. Jeg er ikke bange for noget, og da slet ikke for sådan en numsenapper. Det er dig, der er en bangebuks, sagde han.
Nu brød pædagog-Henrik ind.
- Hov, hov, Kalle, tal pænt til Liv, sagde han.
Og så snakkede de ikke mere om Numsenapperen. Ikke til dén samling.
Farfar, i aften skal du fortælle en uhyggelig historie. En branduhyggelig historie.”
Sofie så spændt op på farfar, men han rystede på hovedet:
”Nej, Sofie, jeg vil meget hellere fortælle en sød historie. Om et pindsvin for eksempel. Eller en prinsesse,” svarede han.
”Ih, altså, farfar. Hørte du ikke, hvad jeg sagde: En u-hyg-ge-lig histore. En branduhyggelig historie. Hvis den skal handle om en prinsesse, skal den i hvert fald handle om en prinsesse, der bliver ædt. Af en trold," sagde Sofie.
Farfar tøvede lidt.
”Okay, Sofie,” sagde han så, ”men så skal lyset i hvert fald være tændt. Ellers tør jeg slet ikke fortælle. Og jeg lukker døren igen, så farmor ikke kan høre, hvad jeg fortæller.”
Farfar tændte Sofies store lampe i loftet og lukkede døren.
”Nu skal du bare høre,” begyndte han.
Der var engang en trold, der boede i en skov. Den var så sulten, at dens mave rumlede højere end du kan larme, og du kan larme højt.
”Jeg er så skruphamrende sulten,” sagde trolden.
”Jeg trænger til at æde nogen. Jeg trænger til at æde et barn.”
Sofie gøs.
”Godt, farfar, sådan skal det være,” sagde hun, og lagde sig godt til rette under dynen.
”Denne her trold var den mest uhyggelige trold, du kan forestille dig,” fortsatte farfar.
Den havde lange sorte hår over det hele, og i de sorte hår kravlede små edderkopper rundt. Den havde store røde øjne, og et kæmpestort gab med sylespidse, gule tænder.”
Sofie nikkede.
”Nemlig, ja, sådan en trold skal det være.”
”Og trolden levede kun af én ting. Den spiste hverken bøffer, kartofler, gulerødder eller kyllingelår. Det eneste den ville æde var børn, men der kom ikke nogen børn, den kunne æde. Faktisk var der gået flere år uden, at trolden havde fået noget at spise, og det var derfor, at den var så sulten. Frygteligt sulten,” fortalte farfar.
Tidligere havde trolden bare siddet ude i skoven og ventet på, at der skulle komme et barn forbi, men det gjorde der ikke. For trolden var kun oppe om natten, og der kom aldrig børn i skoven om natten. De kom kun om dagen, når trolden lå i sin troldehule og sov, fordi den hadede solen og lyset. Der kom grævlinge, og ugler og flagermus, men ingen børn. Og nu havde trolden besluttet, at det var nok med alt den ventetid.
”Jeg drager ud for at finde et barn, jeg kan æde,” sagde den.
Sofie så spændt op på farfar, men han rystede på hovedet:
”Nej, Sofie, jeg vil meget hellere fortælle en sød historie. Om et pindsvin for eksempel. Eller en prinsesse,” svarede han.
”Ih, altså, farfar. Hørte du ikke, hvad jeg sagde: En u-hyg-ge-lig histore. En branduhyggelig historie. Hvis den skal handle om en prinsesse, skal den i hvert fald handle om en prinsesse, der bliver ædt. Af en trold," sagde Sofie.
Farfar tøvede lidt.
”Okay, Sofie,” sagde han så, ”men så skal lyset i hvert fald være tændt. Ellers tør jeg slet ikke fortælle. Og jeg lukker døren igen, så farmor ikke kan høre, hvad jeg fortæller.”
Farfar tændte Sofies store lampe i loftet og lukkede døren.
”Nu skal du bare høre,” begyndte han.
Der var engang en trold, der boede i en skov. Den var så sulten, at dens mave rumlede højere end du kan larme, og du kan larme højt.
”Jeg er så skruphamrende sulten,” sagde trolden.
”Jeg trænger til at æde nogen. Jeg trænger til at æde et barn.”
Sofie gøs.
”Godt, farfar, sådan skal det være,” sagde hun, og lagde sig godt til rette under dynen.
”Denne her trold var den mest uhyggelige trold, du kan forestille dig,” fortsatte farfar.
Den havde lange sorte hår over det hele, og i de sorte hår kravlede små edderkopper rundt. Den havde store røde øjne, og et kæmpestort gab med sylespidse, gule tænder.”
Sofie nikkede.
”Nemlig, ja, sådan en trold skal det være.”
”Og trolden levede kun af én ting. Den spiste hverken bøffer, kartofler, gulerødder eller kyllingelår. Det eneste den ville æde var børn, men der kom ikke nogen børn, den kunne æde. Faktisk var der gået flere år uden, at trolden havde fået noget at spise, og det var derfor, at den var så sulten. Frygteligt sulten,” fortalte farfar.
Tidligere havde trolden bare siddet ude i skoven og ventet på, at der skulle komme et barn forbi, men det gjorde der ikke. For trolden var kun oppe om natten, og der kom aldrig børn i skoven om natten. De kom kun om dagen, når trolden lå i sin troldehule og sov, fordi den hadede solen og lyset. Der kom grævlinge, og ugler og flagermus, men ingen børn. Og nu havde trolden besluttet, at det var nok med alt den ventetid.
”Jeg drager ud for at finde et barn, jeg kan æde,” sagde den.
https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/p/f...
Dennis og Dylan sad på toppen af Nordbjerget og spejdede efter færgen, der forlod Anholt med en tuden.
”I morgen er det os, der vinker farvel,” sagde Dennis trist.
Dylan nikkede.
”Det har været en fed ferie. Det er bare ærgerligt, at vi ikke fik en rigtig sag.”
De sidste mange ferier havde de to fætre tjent penge, hver gang de var på Anholt. Som helt små samlede de flasker og dåser, som de byttede til slik i campingkiosken. Senere solgte de saftevand på stranden, men i år havde Dylan haft et kæmpestort smil om munden, da de mødtes i Grenå Havn. På vej til tre ugers ferie i telt foran farmor og farfars campingvogn.
”Jeg har det Dennis. Jeg har den geniale ide. Vi åbner et detektivbureau. DD for Drenge-Detektiverne. Og for Dennis og Dylan,” havde han sagt. Og allerede på feriens første dag, lavede de et kæmpestort skilt i røde, grønne og blå farver, som de hængte op på hele Anholt. Foran Brugsen, nede på havnen ved Riccos kaffebar og på opslagstavlen på campingpladsen, selvfølgelig.
”DD – Drenge-Detektiverne. Vi opklarer alt. Ring til Dennis og Dylan på tlf. 26 22 98 46,” stod der.
”Sådan, Dennis. Så er det bare at vente på den første sag,” sagde Dylan.
Sofie og hendes lillebror var meget uenige om, hvilken godnathistorie farfar skulle fortælle.
”Jeg vil høre om første skoledag, for i dag var det jo min første skoledag,” sagde Sofie.
”Jeg vil høre om en trold og en sørøver og en superhelt,” sagde lillebror Lars.
”Okay,” sagde farfar, ”så fortæller jeg om første skoledag for Søren Sørøver, Troels Trold og Sanne Superhelt:
Der var engang en meget mærkelig gade, hvor der lå nogle meget mærkelige huse og boede nogle meget mærkelige mennesker. Det var en eventyrgade, og alle der boede i gaden, var med i nogle rigtige eventyr.
Det første hus på vejen lignede et stort skib med sorte kanoner. I stedet for en flagstang var der en mast, og i toppen af masten hang et hvidt flag med sorte knogler. Her boede drengen Søren Sørøver. Det næste hus på vejen havde en have, der lignede en helt skov, så mange træer var der. Og inde i skovhaven lå en hule, der var bygget af grene og mos. Her boede Troels Trold. Det sidste hus på vejen lignede verdens sejeste bil, der kunne køre hurtigere end nogen anden bil. Her boede pigen Sanne Superhelt.
Søren og Troels og Sanne havde nogle forælde, der hver dag gik ud på vaskeægte eventyr. Søren Sørøvers far havde travlt med at finde skatte. Troels Trolds far gemte sig under broer og skræmte livet af små og store bukkebruser, og Sanne Superhelts forældre var altid på jagt efter forbrydere. I mens gik Søren Sørøver, Troels Trold og Sanne Superhelt i den samme børnehave, hvor de var hinandens bedste venner.
”Men nu skal jeg ikke gå i børnehave mere. Jeg skal gå i skole,” sagde Søren en dag.
”Det skal jeg også,” sagde Troels og Sanne i munden på hinanden.
Dennis og Dylan sad på toppen af Nordbjerget og spejdede efter færgen, der forlod Anholt med en tuden.
”I morgen er det os, der vinker farvel,” sagde Dennis trist.
Dylan nikkede.
”Det har været en fed ferie. Det er bare ærgerligt, at vi ikke fik en rigtig sag.”
De sidste mange ferier havde de to fætre tjent penge, hver gang de var på Anholt. Som helt små samlede de flasker og dåser, som de byttede til slik i campingkiosken. Senere solgte de saftevand på stranden, men i år havde Dylan haft et kæmpestort smil om munden, da de mødtes i Grenå Havn. På vej til tre ugers ferie i telt foran farmor og farfars campingvogn.
”Jeg har det Dennis. Jeg har den geniale ide. Vi åbner et detektivbureau. DD for Drenge-Detektiverne. Og for Dennis og Dylan,” havde han sagt. Og allerede på feriens første dag, lavede de et kæmpestort skilt i røde, grønne og blå farver, som de hængte op på hele Anholt. Foran Brugsen, nede på havnen ved Riccos kaffebar og på opslagstavlen på campingpladsen, selvfølgelig.
”DD – Drenge-Detektiverne. Vi opklarer alt. Ring til Dennis og Dylan på tlf. 26 22 98 46,” stod der.
”Sådan, Dennis. Så er det bare at vente på den første sag,” sagde Dylan.
Sofie og hendes lillebror var meget uenige om, hvilken godnathistorie farfar skulle fortælle.
”Jeg vil høre om første skoledag, for i dag var det jo min første skoledag,” sagde Sofie.
”Jeg vil høre om en trold og en sørøver og en superhelt,” sagde lillebror Lars.
”Okay,” sagde farfar, ”så fortæller jeg om første skoledag for Søren Sørøver, Troels Trold og Sanne Superhelt:
Der var engang en meget mærkelig gade, hvor der lå nogle meget mærkelige huse og boede nogle meget mærkelige mennesker. Det var en eventyrgade, og alle der boede i gaden, var med i nogle rigtige eventyr.
Det første hus på vejen lignede et stort skib med sorte kanoner. I stedet for en flagstang var der en mast, og i toppen af masten hang et hvidt flag med sorte knogler. Her boede drengen Søren Sørøver. Det næste hus på vejen havde en have, der lignede en helt skov, så mange træer var der. Og inde i skovhaven lå en hule, der var bygget af grene og mos. Her boede Troels Trold. Det sidste hus på vejen lignede verdens sejeste bil, der kunne køre hurtigere end nogen anden bil. Her boede pigen Sanne Superhelt.
Søren og Troels og Sanne havde nogle forælde, der hver dag gik ud på vaskeægte eventyr. Søren Sørøvers far havde travlt med at finde skatte. Troels Trolds far gemte sig under broer og skræmte livet af små og store bukkebruser, og Sanne Superhelts forældre var altid på jagt efter forbrydere. I mens gik Søren Sørøver, Troels Trold og Sanne Superhelt i den samme børnehave, hvor de var hinandens bedste venner.
”Men nu skal jeg ikke gå i børnehave mere. Jeg skal gå i skole,” sagde Søren en dag.
”Det skal jeg også,” sagde Troels og Sanne i munden på hinanden.
”Far, hvordan bliver man en superhelt?”
August og far stod nede i vaskekælderen og hængte tøj på snoren.
Far smilede.
”Det ved jeg ikke, August. Mor synes sikkert, du er en helt, hvis du skræller alle kartoflerne til aftensmaden.”
”Æh, altså far, du ved godt, det ikke er det jeg mener. Jeg mener en ægte superhelt. En, der kan flyve. Og har muller. Og kan klare alle forbryderne. Og redde folk. Som Ben 10 for eksempel. Eller Supermand.”
Far tog et par våde underbukser op fra kurven.
”Måske skal du bare have sådan et par her på… Så du bliver TARZAN. Eller sådan et håndklæde her. Rundt om skulderen med det. Så har du en kappe og kan flyve.”
Far holdt håndklædet fast med den ene hånd og løb rundt i kælderen. Håndklædet flagrede efter ham.
”Hey, ho, her kommer superfar. Er der nogle forbrydere, jeg kan fange?”
August så sur ud.
”Du driller. Det er ikke det, jeg mener.”
”Det skete for mere end 200 år siden på en gård, der lå lige her i nærheden. Husets frue hed Maren, og hun var gået tidligt i seng, fordi hun ville være frisk, når der næste morgen var allehelgens gudstjeneste i den kirke, der lå lige ved siden af gården.
”Maren, Maren, du har sovet over dig. De er allerede i gang,” var der pludselig en stemme, som sagde.
Fortumlet åbnede Maren øjnene.
I det mørke sovekammer stod en mand, der arbejdede på gården – en karl, kalder man det.
”Jeg skulle tisse, Maren, og jeg troede det var midt om natten. Men da jeg gik over gårdspladsen til dasset, hørte jeg noget. Det lød som musik. Ovre fra kirken. Så det må være morgen, og de er allerede i gang.”
Maren svingede benene ud af sengen og skyndte sig i tøjet. Hun tog en kåbe på, altså sådan en lang, varm frakke, man brugte i gamle dage, og gik ud på gårdspladsen.
Der var stadig et par stjerner på himlen, og det var mærkeligt, når det nu var morgen, men hun kunne tydeligt høre orglet ovre fra kirken.
Hun kunne også se, at der brændte lys.
”Vil du ikke med,” spurgte hun karlen, men han rystede på hovedet.
”Jeg er nødt til at malke køerne,” sagde han, og så gik Maren alene ud i mørket.
Da hun nåede frem til kirken, hørte hun ganske tydeligt orglet bruse og mange stemmer, der sang:
”Her kommer Jesus dine små…”
Hun skubbede den store, tunge dør op og gik ind.
Der var stuvende fuldt, og Maren var så flov over at komme for sent, at hun stirrede ned i gulvet og skyndte sig hen på en bænk i midten af kirken.
”Lad verden ej med al sin magt…” sang hun for fuld kraft. I kor med alle de andre.
Konen ved siden af sang lidt falskt, så Maren drejede hovedet for at se, hvem det var. Og så… Så så hun noget, der ikke kunne være rigtigt.
August og far stod nede i vaskekælderen og hængte tøj på snoren.
Far smilede.
”Det ved jeg ikke, August. Mor synes sikkert, du er en helt, hvis du skræller alle kartoflerne til aftensmaden.”
”Æh, altså far, du ved godt, det ikke er det jeg mener. Jeg mener en ægte superhelt. En, der kan flyve. Og har muller. Og kan klare alle forbryderne. Og redde folk. Som Ben 10 for eksempel. Eller Supermand.”
Far tog et par våde underbukser op fra kurven.
”Måske skal du bare have sådan et par her på… Så du bliver TARZAN. Eller sådan et håndklæde her. Rundt om skulderen med det. Så har du en kappe og kan flyve.”
Far holdt håndklædet fast med den ene hånd og løb rundt i kælderen. Håndklædet flagrede efter ham.
”Hey, ho, her kommer superfar. Er der nogle forbrydere, jeg kan fange?”
August så sur ud.
”Du driller. Det er ikke det, jeg mener.”
”Det skete for mere end 200 år siden på en gård, der lå lige her i nærheden. Husets frue hed Maren, og hun var gået tidligt i seng, fordi hun ville være frisk, når der næste morgen var allehelgens gudstjeneste i den kirke, der lå lige ved siden af gården.
”Maren, Maren, du har sovet over dig. De er allerede i gang,” var der pludselig en stemme, som sagde.
Fortumlet åbnede Maren øjnene.
I det mørke sovekammer stod en mand, der arbejdede på gården – en karl, kalder man det.
”Jeg skulle tisse, Maren, og jeg troede det var midt om natten. Men da jeg gik over gårdspladsen til dasset, hørte jeg noget. Det lød som musik. Ovre fra kirken. Så det må være morgen, og de er allerede i gang.”
Maren svingede benene ud af sengen og skyndte sig i tøjet. Hun tog en kåbe på, altså sådan en lang, varm frakke, man brugte i gamle dage, og gik ud på gårdspladsen.
Der var stadig et par stjerner på himlen, og det var mærkeligt, når det nu var morgen, men hun kunne tydeligt høre orglet ovre fra kirken.
Hun kunne også se, at der brændte lys.
”Vil du ikke med,” spurgte hun karlen, men han rystede på hovedet.
”Jeg er nødt til at malke køerne,” sagde han, og så gik Maren alene ud i mørket.
Da hun nåede frem til kirken, hørte hun ganske tydeligt orglet bruse og mange stemmer, der sang:
”Her kommer Jesus dine små…”
Hun skubbede den store, tunge dør op og gik ind.
Der var stuvende fuldt, og Maren var så flov over at komme for sent, at hun stirrede ned i gulvet og skyndte sig hen på en bænk i midten af kirken.
”Lad verden ej med al sin magt…” sang hun for fuld kraft. I kor med alle de andre.
Konen ved siden af sang lidt falskt, så Maren drejede hovedet for at se, hvem det var. Og så… Så så hun noget, der ikke kunne være rigtigt.
”Mor, hvordan bliver man en superhelt?”
August og mor stod nede i vaskekælderen og hængte tøj på snoren.
Mor smilede.
”Det ved jeg ikke, August. Far synes sikkert, du er en helt, hvis du skræller alle kartoflerne til aftensmaden.”
”Æh, altså mor, du ved godt, det ikke er det jeg mener. Jeg mener en ægte superhelt. En, der kan flyve. Og har en hæklet kappe. Og kan klare alle forbryderne. Og redde folk. Som Bente ovre i nr 10 for eksempel. Eller Peter fra LEASY.”
Mor tog et par våde G strengs underbukser op fra kurven.
”Måske skal du bare have sådan et par her på… Så du bliver BORAT. Eller sådan et håndklæde her. Rundt om skulderen med det. Så har du en kappe og kan flyve.”
Mor holdt håndklædet fast med den ene hånd og løb rundt i kælderen. Håndklædet flagrede efter hende.
”YO Hoes! her kommer supermor. Er der nogle snydere, jeg kan fange?”
August så sur ud.
”Du driller. Det er ikke det, jeg mener.”
”Det skete for mere end 200 år siden på en gård, der lå lige her i nærheden. Husets frue hed Maren (født Martin), og hun var gået tidligt i seng, fordi hun ville være frisk, når der næste morgen var allehelgens gudstjeneste i den kirke, der lå lige ved siden af gården.
”Maren, Karen, hvad du end hedder.. du har sovet over dig. De er allerede i gang,” var der pludselig en stemme, som sagde.
Fortumlet åbnede Maren øjnene.
I det mørke sovekammer stod en karl, der arbejdede på gården – en ægte mand, kalder man det.
”Fisse skulle tisse, Maren, og jeg troede det var midt om natten. Men da jeg gik over gårdspladsen til dasset, hørte jeg noget. Det lød som musik. Ovre fra kirken. Så det må være morgen, og de er allerede i gang.”
Maren svingede benene ud af sengen og skyndte sig af tøjet. Hun tog ikke engang en kåbe på, altså sådan en lang, varm frakke, man brugte i gamle dage, og gik ud på gårdspladsen.
Der var stadig et par stjerner på himlen, og det var mærkeligt, når det nu var morgen, men hun kunne tydeligt høre orgiet ovre fra kirken.
Hun kunne også se, at der brændte lys.
”Vil du ikke med,” spurgte hun karlen, men han rystede på hovedet.
”Jeg er nødt til at malke køerne,” sagde han, og så gik Maren alene ud i mørket.
Da hun nåede frem til kirken, hørte hun ganske tydeligt orgiets brunst og mange stemmer, der sang:
”Her kommer Jesus dine små…”
Hun skubbede den store, tunge dør op og gik ind.
Der var stuvende fuldt, og Maren var så flov over at komme for sent, at hun stirrede ned i gulvet og skyndte sig hen på en bænk i midten af kirken.
”Lad verden ej med al sin magt…” sang hun for fuld kraft. I kor med alle de andre.
Konen ved siden af sang lidt falskt, så Maren drejede hovedet for at se, hvem det var. Og så… Så så hun noget, der ikke kunne være rigtigt.
August og mor stod nede i vaskekælderen og hængte tøj på snoren.
Mor smilede.
”Det ved jeg ikke, August. Far synes sikkert, du er en helt, hvis du skræller alle kartoflerne til aftensmaden.”
”Æh, altså mor, du ved godt, det ikke er det jeg mener. Jeg mener en ægte superhelt. En, der kan flyve. Og har en hæklet kappe. Og kan klare alle forbryderne. Og redde folk. Som Bente ovre i nr 10 for eksempel. Eller Peter fra LEASY.”
Mor tog et par våde G strengs underbukser op fra kurven.
”Måske skal du bare have sådan et par her på… Så du bliver BORAT. Eller sådan et håndklæde her. Rundt om skulderen med det. Så har du en kappe og kan flyve.”
Mor holdt håndklædet fast med den ene hånd og løb rundt i kælderen. Håndklædet flagrede efter hende.
”YO Hoes! her kommer supermor. Er der nogle snydere, jeg kan fange?”
August så sur ud.
”Du driller. Det er ikke det, jeg mener.”
”Det skete for mere end 200 år siden på en gård, der lå lige her i nærheden. Husets frue hed Maren (født Martin), og hun var gået tidligt i seng, fordi hun ville være frisk, når der næste morgen var allehelgens gudstjeneste i den kirke, der lå lige ved siden af gården.
”Maren, Karen, hvad du end hedder.. du har sovet over dig. De er allerede i gang,” var der pludselig en stemme, som sagde.
Fortumlet åbnede Maren øjnene.
I det mørke sovekammer stod en karl, der arbejdede på gården – en ægte mand, kalder man det.
”Fisse skulle tisse, Maren, og jeg troede det var midt om natten. Men da jeg gik over gårdspladsen til dasset, hørte jeg noget. Det lød som musik. Ovre fra kirken. Så det må være morgen, og de er allerede i gang.”
Maren svingede benene ud af sengen og skyndte sig af tøjet. Hun tog ikke engang en kåbe på, altså sådan en lang, varm frakke, man brugte i gamle dage, og gik ud på gårdspladsen.
Der var stadig et par stjerner på himlen, og det var mærkeligt, når det nu var morgen, men hun kunne tydeligt høre orgiet ovre fra kirken.
Hun kunne også se, at der brændte lys.
”Vil du ikke med,” spurgte hun karlen, men han rystede på hovedet.
”Jeg er nødt til at malke køerne,” sagde han, og så gik Maren alene ud i mørket.
Da hun nåede frem til kirken, hørte hun ganske tydeligt orgiets brunst og mange stemmer, der sang:
”Her kommer Jesus dine små…”
Hun skubbede den store, tunge dør op og gik ind.
Der var stuvende fuldt, og Maren var så flov over at komme for sent, at hun stirrede ned i gulvet og skyndte sig hen på en bænk i midten af kirken.
”Lad verden ej med al sin magt…” sang hun for fuld kraft. I kor med alle de andre.
Konen ved siden af sang lidt falskt, så Maren drejede hovedet for at se, hvem det var. Og så… Så så hun noget, der ikke kunne være rigtigt.
Dennis og Dylan sad på toppen af venusbjerget og spejdede efter færgens kaptajn, der BLEV Anholt med en tuden.
”I morgen er det os, der vinker farvel,” sagde Dennis trist.
Dylan nikkede.
”Det har været en fed ferie. Det er bare ærgerligt, at vi ikke fik en rigtig sag.”
De sidste mange ferier havde de to fætre tjent penge, hver gang de blev Anholt. Som helt små samlede de flasker og dåser, som de byttede til slik i campingkiosken. Senere solgte de saftevand på stranden, men i år havde Dylan haft et kæmpestort smil om munden, da de mødtes i Grenå Havn. På vej til tre ugers ferie i telt foran farmor og farfars campingvogn.
”Jeg har det Dennis. Jeg har den geniale ide. Vi åbner et detektivbureau. DD for Drenge-Detektiverne. Og for Dennis og Dylan, og for BH størrelsen til vores outfits” havde han sagt. Og allerede på feriens første dag, lavede de et kæmpestort skilt i røde, grønne og blå farver, som de hængte op mens de blev Anholt. Foran Brugsen, nede på havnen ved Riccos kaffebar og på opslagstavlen på campingpladsen, selvfølgelig.
”DD – Drenge-Detektiverne. Vi klarer alt. Ring til Dennis og Dylan på tlf. 26 22 98 46, BH” stod der.
”Sådan, Dennis. Så er det bare at vente på den første sag,” sagde Dylan.
Sofie og hendes lillebror var meget uenige om, hvilken godnathistorie farfar skulle fortælle.
”Jeg vil høre om første skoledag, for i dag var det jo min første skoledag,” sagde Sofie.
”Jeg vil høre om en superhelt som er en sørøver trold,” sagde lillebror Lars.
”Okay,” sagde farfar, ”så fortæller jeg om første skoledag for Troels Søløve, Super Søren Trolde sørøver og Sanne Tudsegrim:
Der var engang en meget mærkelig gade, hvor der lå nogle meget mærkelige huse og boede nogle meget mærkelige mennesker. Det var en eventyrgade, og alle der boede i gaden, var med i nogle rigtige eventyr.
Det første hus på vejen lignede et stort skib med sorte babyloner. I stedet for en flagstang var der en knast, og i toppen af knasten hang et hvidt flag med sorte kogler. Her boede drengen Kagle Koglesen. Det næste hus på vejen havde en have, der lignede en helt skov, så mange træer var der. Og inde i skovhaven lå en hule, der var bygget af grene og mos. Her boede Knalle Knold. Det sidste hus på vejen lignede verdens sejeste fil, der kunne køre hurtigere end nogen anden fil. Her boede pigen Laile Fil.
Søren, Troels og Sanne havde nogle forælde, der hver dag gik ud på vaskeægte eventyr i møntvasken. Joakim Von And far havde travlt med at finde skatte. En sindsforvirret far gemte sig under broer og skræmte livet af små og store dukkebrusere som folk af ukendte årsager satte på broen, og Spande Superhelt var altid på jagt efter snavsede forbrydere. I mens gik en masse rollinger i den samme børnehave, hvor de var hinandens bedsteste bedste venner.
”Men nu skal jeg ikke gå i børnehave mere. Jeg skal gå i skole,” sagde en der hed Søren en dag.
”Det skal jeg også,” sagde whats her face
”I morgen er det os, der vinker farvel,” sagde Dennis trist.
Dylan nikkede.
”Det har været en fed ferie. Det er bare ærgerligt, at vi ikke fik en rigtig sag.”
De sidste mange ferier havde de to fætre tjent penge, hver gang de blev Anholt. Som helt små samlede de flasker og dåser, som de byttede til slik i campingkiosken. Senere solgte de saftevand på stranden, men i år havde Dylan haft et kæmpestort smil om munden, da de mødtes i Grenå Havn. På vej til tre ugers ferie i telt foran farmor og farfars campingvogn.
”Jeg har det Dennis. Jeg har den geniale ide. Vi åbner et detektivbureau. DD for Drenge-Detektiverne. Og for Dennis og Dylan, og for BH størrelsen til vores outfits” havde han sagt. Og allerede på feriens første dag, lavede de et kæmpestort skilt i røde, grønne og blå farver, som de hængte op mens de blev Anholt. Foran Brugsen, nede på havnen ved Riccos kaffebar og på opslagstavlen på campingpladsen, selvfølgelig.
”DD – Drenge-Detektiverne. Vi klarer alt. Ring til Dennis og Dylan på tlf. 26 22 98 46, BH” stod der.
”Sådan, Dennis. Så er det bare at vente på den første sag,” sagde Dylan.
Sofie og hendes lillebror var meget uenige om, hvilken godnathistorie farfar skulle fortælle.
”Jeg vil høre om første skoledag, for i dag var det jo min første skoledag,” sagde Sofie.
”Jeg vil høre om en superhelt som er en sørøver trold,” sagde lillebror Lars.
”Okay,” sagde farfar, ”så fortæller jeg om første skoledag for Troels Søløve, Super Søren Trolde sørøver og Sanne Tudsegrim:
Der var engang en meget mærkelig gade, hvor der lå nogle meget mærkelige huse og boede nogle meget mærkelige mennesker. Det var en eventyrgade, og alle der boede i gaden, var med i nogle rigtige eventyr.
Det første hus på vejen lignede et stort skib med sorte babyloner. I stedet for en flagstang var der en knast, og i toppen af knasten hang et hvidt flag med sorte kogler. Her boede drengen Kagle Koglesen. Det næste hus på vejen havde en have, der lignede en helt skov, så mange træer var der. Og inde i skovhaven lå en hule, der var bygget af grene og mos. Her boede Knalle Knold. Det sidste hus på vejen lignede verdens sejeste fil, der kunne køre hurtigere end nogen anden fil. Her boede pigen Laile Fil.
Søren, Troels og Sanne havde nogle forælde, der hver dag gik ud på vaskeægte eventyr i møntvasken. Joakim Von And far havde travlt med at finde skatte. En sindsforvirret far gemte sig under broer og skræmte livet af små og store dukkebrusere som folk af ukendte årsager satte på broen, og Spande Superhelt var altid på jagt efter snavsede forbrydere. I mens gik en masse rollinger i den samme børnehave, hvor de var hinandens bedsteste bedste venner.
”Men nu skal jeg ikke gå i børnehave mere. Jeg skal gå i skole,” sagde en der hed Søren en dag.
”Det skal jeg også,” sagde whats her face
Ferfer, i aften skal du fortælle en hyggelig historie. En brandhyggelig historie.”
Sofie så spændt op på ferfer, men hen rystede på hovedet:
”Nej, Sofie, jeg vil meget hellere fortælle en sød historie. Om et pindsvin for eksempel. Eller en prinsesse,” svarede hen.
”Ih, altså, ferfer. Hørte du ikke, hvad jeg sagde: En hyg-ge-lig histore. En brandhyggelig historie. Hvis den skal handle om en prinsesse, skal den i hvert fald handle om en prinsesse, der bliver ædt. Af en trold," sagde Sofie.
Ferfer tøvede lidt.
”Okay, Sofie,” sagde hen så, ”men så skal lyset i hvert fald være tændt. Ellers tør jeg slet ikke fortælle. Og jeg lukker døren igen, så fermer ikke kan høre, hvad jeg fortæller.”
Ferfer tændte Sofies store lampe i loftet og lukkede døren.
”Nu skal du bare høre,” begyndte hen.
Der var engang en trold, der boede i en skov. Hen var så sulten, at hens mave rumlede højere end du kan larme, og du kan larme højt.
”Jeg er så skruphamrende sulten,” sagde trolden.
”Jeg trænger til at æde nogen. Jeg trænger til at æde et barn.”
Sofie gøs.
”Godt, ferfer, sådan skal det være,” sagde hen, og lagde sig godt til rette under dynen.
”Denne her trold var den mest hyggelige trold, du kan forestille dig,” fortsatte ferfer.
Hen havde lange sorte hår over det hele, og i de sorte hår kravlede små edderkopper rundt. Hen havde store røde øjne, og et kæmpestort gab med sylespidse, gule tænder.”
Sofie nikkede.
”Nemlig, ja, sådan en trold skal det være.”
”Og trolden levede kun af én ting. Hen spiste hverken bøffer, kartofler, økologiske varer, veganer mad, gulerødder eller kyllingelår. Det eneste hen ville æde var økologiske børn, der var ikke nogen hørm, men hen kunne æde. Faktisk var der gået flere år uden, at trolden havde fået noget at spise, og det var derfor, at hen var så sulten. Frygteligt sulten,” fortalte ferfer.
Tidligere havde trolden bare siddet ude i skoven og ventet på, at der skulle komme en hørm forbi, men det gjorde der ikke. For trolden var kun oppe om natten, og der kom aldrig børn i skoven om natten. De kom kun om dagen, når trolden lå i sin troldehule og sov, fordi hen hadede solen og lyset. Der kom grævlinge, og ugler og flagermus, men ingen børn. Og nu havde trolden besluttet, at det var nok med alt den ventetid.
”Jeg drager ud for at finde et barn, jeg kan æde,” sagde hen.
Sofie så spændt op på ferfer, men hen rystede på hovedet:
”Nej, Sofie, jeg vil meget hellere fortælle en sød historie. Om et pindsvin for eksempel. Eller en prinsesse,” svarede hen.
”Ih, altså, ferfer. Hørte du ikke, hvad jeg sagde: En hyg-ge-lig histore. En brandhyggelig historie. Hvis den skal handle om en prinsesse, skal den i hvert fald handle om en prinsesse, der bliver ædt. Af en trold," sagde Sofie.
Ferfer tøvede lidt.
”Okay, Sofie,” sagde hen så, ”men så skal lyset i hvert fald være tændt. Ellers tør jeg slet ikke fortælle. Og jeg lukker døren igen, så fermer ikke kan høre, hvad jeg fortæller.”
Ferfer tændte Sofies store lampe i loftet og lukkede døren.
”Nu skal du bare høre,” begyndte hen.
Der var engang en trold, der boede i en skov. Hen var så sulten, at hens mave rumlede højere end du kan larme, og du kan larme højt.
”Jeg er så skruphamrende sulten,” sagde trolden.
”Jeg trænger til at æde nogen. Jeg trænger til at æde et barn.”
Sofie gøs.
”Godt, ferfer, sådan skal det være,” sagde hen, og lagde sig godt til rette under dynen.
”Denne her trold var den mest hyggelige trold, du kan forestille dig,” fortsatte ferfer.
Hen havde lange sorte hår over det hele, og i de sorte hår kravlede små edderkopper rundt. Hen havde store røde øjne, og et kæmpestort gab med sylespidse, gule tænder.”
Sofie nikkede.
”Nemlig, ja, sådan en trold skal det være.”
”Og trolden levede kun af én ting. Hen spiste hverken bøffer, kartofler, økologiske varer, veganer mad, gulerødder eller kyllingelår. Det eneste hen ville æde var økologiske børn, der var ikke nogen hørm, men hen kunne æde. Faktisk var der gået flere år uden, at trolden havde fået noget at spise, og det var derfor, at hen var så sulten. Frygteligt sulten,” fortalte ferfer.
Tidligere havde trolden bare siddet ude i skoven og ventet på, at der skulle komme en hørm forbi, men det gjorde der ikke. For trolden var kun oppe om natten, og der kom aldrig børn i skoven om natten. De kom kun om dagen, når trolden lå i sin troldehule og sov, fordi hen hadede solen og lyset. Der kom grævlinge, og ugler og flagermus, men ingen børn. Og nu havde trolden besluttet, at det var nok med alt den ventetid.
”Jeg drager ud for at finde et barn, jeg kan æde,” sagde hen.
cnr (13076) skrev:
Jeg ved ikke hvad du har sniffet her til morgen CBM, men må jeg få noget?
NEJ! :D
Du ville altså også blive bange, cnr. Hvis du mødte Numsenapperen, ville du også blive bange!
cnr så vredt på Kalle, men han blev bare ved med at grine.
Der var samling i børnehaven, og cnr var ved at fortælle om det frygtelige, væmmelige, skrækkelige, forfærdelige monster, der boede hjemme hos ham.
- Numsenapperen har hugtænder. Og spidse ører. Han er helt grågrøn, og hans krop er tynd som en pind. For Numsenapperen får næsten aldrig mad, og det er derfor han altid strejfer om. På jagt efter noget at spise. Og hvis børnene går udenfor i mørket, bliver de nappet i numsen. Hvis de da ikke bliver ædt, fortsatte cnr.
Kalle grinede endnu højere, og det fik cnr til at tale hurtigere.
- Numsenapperen er altså uhyggelig. Og farlig. Og du ville også blive bange for ham, Kalle, næsten råbte cnr.
Kalle rystede på hovedet.
- Nej, jeg ville ej. Jeg er ikke bange for noget, og da slet ikke for sådan en numsenapper. Det er dig, der er en bangebuks, sagde han.
Nu brød pæd*-Henrik ind.
- Hov, hov, Kalle, tal pænt til cnr, sagde han.
Og så snakkede de ikke mere om Numsenapperen. Ikke til dén samling.
cnr... du skal altså passe på numsenapperen, det skal du altså..
Maren svingede benene ud af sengen og skyndte sig af tøjet. hun smurte sig ind i møjet fra dassen, og gik ud på gårdspladsen.
Der var stadig et par stjerner på himlen og lidt smirken, og den i hendes bag, men hun kunne svag høre orgiet ovre fra kirken.
Der var stadig et par stjerner på himlen og lidt smirken, og den i hendes bag, men hun kunne svag høre orgiet ovre fra kirken.
ham der hallaalen han blev probet i anaalen,
hende der misse hun fik proben i sin f*,
hende der thøger fik proben i sit øre,
ham der karl, fik den oral,
hende lis, fandt en i sit tis,
så var der morten, der fandt den i lorten efter en gang TOOORDEN!
hende der misse hun fik proben i sin f*,
hende der thøger fik proben i sit øre,
ham der karl, fik den oral,
hende lis, fandt en i sit tis,
så var der morten, der fandt den i lorten efter en gang TOOORDEN!
det lød et stort langt brag, det var en evne som for fe950 gik i arv...
m u g g e n røv
råbte fe950, men cnr og mange fler, de ville ha mer og mer
så fe950 begyndte at uddele bleer
det er her det sner, sagde dugfrisk
der kom bar fler og fler
de blev godtnok døv, men de fik alle røv
og fregner, se hvor brunt det regner
m u g g e n røv
råbte fe950, men cnr og mange fler, de ville ha mer og mer
så fe950 begyndte at uddele bleer
det er her det sner, sagde dugfrisk
der kom bar fler og fler
de blev godtnok døv, men de fik alle røv
og fregner, se hvor brunt det regner
cnr (13084) skrev:
Du må virkelig kede dig på arbejde i dag... :-D
Jep, plus /. har lukket for at man kan poste som AC O.o
fe950 (13086) skrev:Jeg foretrækker qw's indlæg frem for IBMs.
Jeg foretrækker cnr's indlæg frem for fe666s.
der var engang en slange der blev bange, da dens mad den sku fange.
En dag da timerne blev lange, blev dens kostvilkår lidt trange.
Den sang mange sange og prøvede mange gange.
En dag da timerne blev lange, blev dens kostvilkår lidt trange.
Den sang mange sange og prøvede mange gange.
QW værner om sit Ord, og jagter de som ikke tror.
Kender du mon til hans mor? Hun er nemlig tit på hor.
Alle naboerne glor, når QW hans slange snor.
Hans busk den står så flot i flor, trods det at den er knap så stor.
QW ved hvor lykken gror, eller det er da noget han tror.
QW nyder gerne en Thor, hvis han også må prutte i klor.
Kender du mon til hans mor? Hun er nemlig tit på hor.
Alle naboerne glor, når QW hans slange snor.
Hans busk den står så flot i flor, trods det at den er knap så stor.
QW ved hvor lykken gror, eller det er da noget han tror.
QW nyder gerne en Thor, hvis han også må prutte i klor.
Opret dig som bruger i dag
Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Tagwall
Gå til bund