Med lanceringen af LG Optimus 2X i sidste måned, kom den første smartphone på markedet med en dual-kerne processor. Alt er dog ikke lykke med telefonen, idet flere ejere har oplevet en blanding af problemer med deres nye Android-smartphone.
I en meget lang tråd på hjemmesiden XDA Developers, med p.t. over 450 indlæg, har flere brugere oplevet, at telefonen genstarter, når den sættes til opladning, hvis ikke telefonen også er i gang med andre opgaver, fx at spille musik. Nogen har haft delvis succes med at skifte laderen ud.
Andre har oplevet, telefonen genstarter, mens skærmen er låst, for nogle brugere sker det en gang om ugen, for andre 10-20 gange om dagen, i perioder.
Enkelte har også rapporteret, at telefonen “fryser” eller går i sort skærm, enten mens skærmen er låst, og den forsøges vækket, eller når processoren presses med mange opgaver. Her er det nødvendigt at fjerne batteriet for at kunne komme i kontakt med telefonen igen, ligeledes optræder det med meget varierende frekvens, fra én gang om måneden til flere gange dagligt.
Flere af XDA’s brugere har været i kontakt med LG’s Support, og fælles for svarene fra supporten er, at det ikke er et problem, de har kendskab til, men at kunden bør kontakte forhandleren med henblik på at få en ny telefon. Endnu har ingen af brugerne været i stand til at identificere, hvad der går galt, og der er derfor ikke nogen reel løsning endnu.
Problemet opleves både af folk, der bruger telefonen, som den blev leveret af LG, samt af folk, der har rootet den og anvender modificerede ROMs på telefonen.
Det vides ikke, hvor stor en procentdel af telefonerne, der har problemet, men det rapporteres fra stort set alle de lande, den er blevet solgt fra.