Skats system til blandt andet indberetning af gaver, renter og gæld – eKapital – bliver forsinket mere end et år. Samtidigt stiger prisen med over 70 millioner kroner, skriver eb.dk.
eKapital-projektet er delt op i tre dele hvoraf de to første er færdige.
Den sidste del, som skal håndtere indberetninger fra den finansielle sektor og renter i den forbindelse giver dog problemer. Indtil videre betyder problemerne en ekstraregning på 71,3 millioner kroner og en forsinkelse på godt 15 måneder.
eKapital skulle være taget i brug 10. januar, og forsinkelsen betyder, at man ikke opnår den forventede besparelse på 10 millioner kroner, som skulle komme ind gennem et mere effektivt system, hvor Skats medarbejdere ikke skulle registrere manuelt.
Skatteminister Karsten Lauritzen har overfor Folketingets finansudvalg forklaret ekstrabevillingerne således:
‘Projektet er forsinket som følge af en række tekniske udfordringer, der blandt andet vedrører de problemer, SKAT desværre generelt har, når der skal udvikles it-systemer, der indbefatter integrationer til SKATs gamle it-systemer.’