Det er ikke længe siden, at Intel officielt frigav deres Centrino 2-platform til bærbare computere, der omfatter et nyt chipsæt, WiFi med 802.11n og nye processorer. Ifølge hjemmesiden Digitimes så vil den næste generation komme allerede i slutningen af 2009.
Indtil videre skulle den næste bærbar-platform have kodenavnet Calpella og blive baseret på Nehalem processor-arkitekturen. Nehalem er markant anderledes på nogle områder, blandt andet indeholder den en hukommelsescontroller, ligesom det findes i AMD-processorer.
Det betyder, at en del af det arbejde, northbridge-chippen har varetaget, bliver overdraget til CPU’en. Ifølge Digitimes skulle det føre til en sammensmeltning af north- og southbridgechipsene til en enkelt chip, der kommer til at gå under kodenavnet Ibex Peak-M.
Calpella vil som processorer anvende Clarksfield og Auburndale, der er mobile-udgaverne af Nehalem, henholdsvis med og uden integreret grafik.