Computer History Museum har fået lov af Adobe til at frigive kildekoden til version 1.0.1 af det nu velkendte billedbehandlingsprogram Photoshop under en licens, der tillader ukommerciel brug.
Programmet blev lanceret til Macintosh i starten af 1990, og består af omkring 128.000 linjer kode fordelt på 179 filer. Omkring 75 % af de 128.000 linjer kode er skrevet i Pascal, mens yderligere 15 % er i 68000 Assembly, særligt ved funktioner, der har krævet høj ydelse. Resten af koden er data i forskellige former. Kildekoden indeholder dog ikke MacApp applications-biblioteket, som man dengang licenserede fra Apple.
Selvom størstedelen af kildekoden er ukommenteret, forsikrer Computer History Museum at den er velstruktureret, og derfor burde være overskuelig.
Sammen med frigivelsen af kildekoden fortæller Computer History Museum også historien bag Photoshop, blandt andet hvordan version 0.87 af programmet blev udsendt som Barneyscan XP, før en aftale kom i stand med Adobe.