De første smartphones med ARM’s nyeste Cortex-A15 CPU er netop begyndt at komme på gaden, i blandt andet Samsungs Galaxy S4, en CPU der er et stort skridt fremad i forhold til Cortex-A9. Hvor A15 henvender sig til highend-markedet, og A9 efterhånden til low-end, så har ARM netop annonceret Cortex-A12, der skal ramme midt imellem de to markeder.
I 2015 forventes det, at der vil blive solgt omkring 2 milliarder smartphones og tablets, hvoraf kun en fjerdedel vil være i highend segmentet. Med Cortex-A12 håber ARM, at deres teknologi vil finde frem til mange flere enheder.
Den nye CPU vil få følgeskab af en ny GPU, Mali-T622, der også indeholder en ny video-motor kaldet V500. SoC’en vil blive produceret i en 22nm proces, hvilket samlet vil føre til et lavere energiforbrug. Dette går ikke ud over ydelsen, der ifølge ARM vil være 40 % bedre end en Cortex-A9.
Den nye SoC forventes at komme på markedet i midten af 2014.