mboost-dp1
DMI
Det undrer mig de kan være i tvivl om hvor vidt den rammer vragdelene eller ej. Man må gå ud fra de kender deres placering, hastighed og retning af både vragdelene og Ørsted-satelitten.
Med et computerprogram, hvor programmøren har skævet til Einsteins relativitetsteori, eller bare Newtons lov om bevægelse, burde de vel kunne udregne det helt præcist.
...men svaret er nok at de ikke kender de præcise hastigheder og retninger af delene.
Med et computerprogram, hvor programmøren har skævet til Einsteins relativitetsteori, eller bare Newtons lov om bevægelse, burde de vel kunne udregne det helt præcist.
...men svaret er nok at de ikke kender de præcise hastigheder og retninger af delene.
kunne man ikke sende en satellit op med en Laserkanon + en Doppler-radar (som vidst nok kan 3D tracke meget små ting)
og derefter skyde alle små dimser ned...
ellers ender jordens satellitbaner bare med at ligne dem fra Wall-E
og derefter skyde alle små dimser ned...
ellers ender jordens satellitbaner bare med at ligne dem fra Wall-E
gyxi (1) skrev:Det undrer mig de kan være i tvivl om hvor vidt den rammer vragdelene eller ej. Man må gå ud fra de kender deres placering, hastighed og retning af både vragdelene og Ørsted-satelitten.
Med et computerprogram, hvor programmøren har skævet til Einsteins relativitetsteori, eller bare Newtons lov om bevægelse, burde de vel kunne udregne det helt præcist.
...men svaret er nok at de ikke kender de præcise hastigheder og retninger af delene.
Du simulerer lige hvordan en røvfuld tilfældigt formede fragmenter kolliderer med hinanden, og dermed ændre hastighed/retning og giver det til NASA. Jeg tror de vil bliver meget glade for det. Btw. det eneste start-info du får er at to satelitter er stødt sammen, samt deres ca. hastighed, udformning og generelle retning (hvis du er heldig får du enda orienteringen).
</rant>
#5: Helt rigtigt.
#1: Det bedste de kan gøre er at beregne en cirka kegleform for det resulterende stumpe-felt ved en sådan kollision. Kegleformen er baseret på statistik, så der er en given sandsynlighed for at alting er inden for keglen. Men som med sandsynlighed er der intet i vejen for at enkelte observationer (skrotstykker) ligger udenfor. Derfor de store usikkerheder.
Et andet problem er at stumperne ofte er for små til at kigge på med radar (i hvert tilfælde radar af en størrelse og kvalitet man har råd til at kigge med), så man aner ikke hvor de er. Stumperne kan dog let stadig være rigeligt store til at smadre solpaneler, rasere antenner og andet grimt. Der skal jo ikke så meget masse til når man mødes med ofte op imod 20.000 km/t.
#3: Dette forklarer så også hvorfor man ikke lige sender 300 ton kemisk laser op til at skyde rumskrottet med. De 100 ton radar var for meget at løfte i kredsløb, og ville alligevel for det meste ikke nå at finde de små dimser i tide til at kunne skyde dem ned.
(Nej, jeg ved godt at selve laseren ikke er så stor, men energireservoiret skal være ret stort for at kunne lave mere end 1-2 skud - og radaren er måske en smule overdrevet, men overdrivelse fremmer helt vildt forståelsen)
#1: Det bedste de kan gøre er at beregne en cirka kegleform for det resulterende stumpe-felt ved en sådan kollision. Kegleformen er baseret på statistik, så der er en given sandsynlighed for at alting er inden for keglen. Men som med sandsynlighed er der intet i vejen for at enkelte observationer (skrotstykker) ligger udenfor. Derfor de store usikkerheder.
Et andet problem er at stumperne ofte er for små til at kigge på med radar (i hvert tilfælde radar af en størrelse og kvalitet man har råd til at kigge med), så man aner ikke hvor de er. Stumperne kan dog let stadig være rigeligt store til at smadre solpaneler, rasere antenner og andet grimt. Der skal jo ikke så meget masse til når man mødes med ofte op imod 20.000 km/t.
#3: Dette forklarer så også hvorfor man ikke lige sender 300 ton kemisk laser op til at skyde rumskrottet med. De 100 ton radar var for meget at løfte i kredsløb, og ville alligevel for det meste ikke nå at finde de små dimser i tide til at kunne skyde dem ned.
(Nej, jeg ved godt at selve laseren ikke er så stor, men energireservoiret skal være ret stort for at kunne lave mere end 1-2 skud - og radaren er måske en smule overdrevet, men overdrivelse fremmer helt vildt forståelsen)
Montago (3) skrev:kunne man ikke sende en satellit op med en Laserkanon + en Doppler-radar (som vidst nok kan 3D tracke meget små ting)
og derefter skyde alle små dimser ned...
ellers ender jordens satellitbaner bare med at ligne dem fra Wall-E
Det er desværre pissesvært at skyde noget "ned", når det nu kredser i en bane om jorden..
Og laseren kan heller ikke bare "brænde" tingene væk, for der er ingen ilt til en forbrænding ude i rummet.. :(
Smid nogle meget store og meget kraftige objekter derop som udvikler statisk elektricitet. De skal nok suge det meste til sig. Derefter kan objekterne, inklusive tiltrukket skrot enten afhentes eller på hæftes en lille raketmotor der sender det hele i retningen af solen.
Jeg fortæller lige lidt om NORAD. NORAD hører under det amerikanske militær (hvor ellers), men udlåner i fredstid sin kapacitet, herunder nogle temmelig heftige radarer, der tracker alle objekter fra størrelsesordenen 1x1x1 cm i kredsløb om jorden. De forudsiger banekurver, kaldet TLE's, som satellitoperatører så bruger for at vide hvor man skal pege deres antenner. En TLE bliver typisk anset for forældet efter omkring 14 dage.
Det er sket flere gange, at ISS korrigerer sin banekurve, for at undgå kollisioner, men jeg husker også en enkelt gang for kort tid siden, da de opdagede en kollisionsrisiko for sent, og mandskabet blev sendt i redningskapslen.
Ørsted satellitten har ikke pyroteknisk attitudekontrol ombord, men styrer sin orientering vha. jordens magnetfelt (Ørsted var i øvrigt den første satellit til at udnytte dette princip). Magnet, og for den sags skyld momentbaseret attitudekontrol giver ingen mulighed for en ændring af banekurven, men kun rotation om sine egne akser.
Som satellitudvikler på Aalborg Universitet, sender jeg mange venlige tanker til NORAD.
Det er sket flere gange, at ISS korrigerer sin banekurve, for at undgå kollisioner, men jeg husker også en enkelt gang for kort tid siden, da de opdagede en kollisionsrisiko for sent, og mandskabet blev sendt i redningskapslen.
Ørsted satellitten har ikke pyroteknisk attitudekontrol ombord, men styrer sin orientering vha. jordens magnetfelt (Ørsted var i øvrigt den første satellit til at udnytte dette princip). Magnet, og for den sags skyld momentbaseret attitudekontrol giver ingen mulighed for en ændring af banekurven, men kun rotation om sine egne akser.
Som satellitudvikler på Aalborg Universitet, sender jeg mange venlige tanker til NORAD.
http://politiken.dk/videnskab/article893315.ece skrev:Klokken 10.49 passerer tusinder af dele fra en russisk kommunikationssatellit, der for et år tilbage ramte den amerikanske Iridium-satellit i det største sammenstød i rummet nogensinde.
Shit de må sidde og bide negle lige nu, 10 min til. Men hvorfor vente over 3 timer med at forsøge at få kontakt på et standardtidspunkt kl 14? Det giver da mere mening at forsøge lige efter risikoen er overstået.
CableCat (11) skrev:#10 Kontakten med Ørsted sker når den passere over Danmark. Det gøres med en parabol der føjler satellitten.
Det er typisk Danmark at sende sådan en satellit op til flere millioner kroner, og så har de ikke købt et telefonabonnement til den, som virker i udlandet.. :-P
#1
Ved de hastigheder kan selv stykker på 1mm^3 kan være farlige. Derfor er det praktisk talt umuligt at holde styr på alt der flyver rundt i rummet.
Ved de hastigheder kan selv stykker på 1mm^3 kan være farlige. Derfor er det praktisk talt umuligt at holde styr på alt der flyver rundt i rummet.
Opret dig som bruger i dag
Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Nyheder
Gå til bund