De sidste fire kvartaler har AMD haft røde tal i regnskaberne, men nu lysner det lidt, da regnskabet for 3. kvartal i år viser et overskud på 48 millioner dollars, ud af en omsætning på 1,46 milliarder dollars.
Det er AMD’s Graphics and Visual Solutions division, der er den primære årsag til, at AMD nu har overskud, da de har oplevet en meget kraftig vækst på 96 %, sammenlignet med sidste år.
Væksten skyldes primært AMD’s rolle i de to nye konsoller fra henholdsvis Sony og Microsoft, hvor AMD leverer en specialdesignet APU, der er en kombineret CPU og GPU, til PS4 og Xbox One.
Dertil kommer, at AMD også leverer GPU-løsningen til Nintendos Wii U, der blev frigivet november sidste år.