Google udvider sit program med dusør til folk, der finder sikkerhedshuller: Som et forsøg vil firmaet nu også betale dusør for sikkerhedshuller på Google-ejede websteder.
Dusøren for en sårbarhed er på 500 dollars. Hvis Google finder, at sårbarheden er særligt alvorlig eller udnyttelsen er meget udspekuleret, kan den forhøjes op til 3.133,70 dollars.
Websteder som Google, YouTube, Blogger og Orkut er omfattet af ordningen.
I et blogindlæg skriver firmaets sikkerhedsfolk, at de venter, de fleste sårbarheder vil falde i kategorierne cross-site scripting, cross-site request forgery, cross-site script inclusion, omgåelse af autorisationskontroller og kode- og kommandoeksekvering på serveren.
Hvis flere rapporterer den samme fejl, kan kun den første få dusør. Hvis man vælger at give sin dusør til et velgørende formål, fordobler Google den.
Ordningen er inspireret af et lignende program for open source-projektet Chromium.
Google betegner den nye dusørordning som et forsøg, men oplyser ikke, om den er tidsbegrænset.