Googles Chrome-browser ser ud til at have været et prestigefyldt mål ved dette års udgave af Pwn2Own-konkurrencen, hvor det gælder om at udnytte sikkerhedshuller i browsere, eftersom browserens sikkerhed slet ikke blev knækket sidste år.
Det blev ikke tilfældet denne gang, idet Chrome var den første browser, som blev hacket, og det skete inden for de første fem minutter. Holdet, der formåede at knække browseren, kalder sig Vupen, og det er samme hold, som sidste år formåede at hacke Apples Safari-browser.
Vupen udnyttede to fejl i browseren, som indtil da havde været ukendte. En af fejlene blev udnyttet ved, at man besøgte en hjemmeside lavet til lejligheden, og da dette skete, blev Windows’ lommeregner startet uden for browserens sandbox.
Pwn2Own startede i går og slutter i løbet af i morgen. Konkurrencen finder sted i Vancouver, Canada.