Hvornår har du sidst været til LAN?
Computerworld bragte i onsdags artiklen om chefjuristen for Danske Dagblades Forening, Holger Rosendal, der sædvanen tro udtaler sig bagstræberisk om internettet, udviklingen og virkeligheden. Ifølge ham vil søgemaskinerne nemlig ikke komme til at vise nyhedsresuméer uden foregående aftale. Om han har ret vil tiden vise, men det er allerede nu klart, hvem den eneste taber vil være. Danske Dagblades Forening repræsenterer heldigvis ikke alle medier, ligesom de kun repræsenterer i forvejen traditionelle medier. Nye former for kommunikation og globaliseringen gør dem til en utrolig lille spiller på et kæmpe marked, og hvis de ikke giver præcis det, der efterspørges, så har de intet at leve for.
Jeg tror, at alle efterhånden kan se, at nyhedstjenester ikke kan blive bygget op omkring andres indhold. De nyheder, som man selv producerer, skal man jo selv have en form for kontrol over, fortæller han.Danske newz.dk har eksisteret i 7 år uden problemer - alene med referencer til andres materiale, men på et plan, hvor ingen lider skade, selvom Danske Dagblades Forening tidligere har følt sig forurettede. Den historie i mente gør det lettere komisk, at Holger Rosendal netop nævner; ”man må jo gerne skrive resuméer af andre nyheder”, når det er og var konceptet bag newz.dk. Udenlandske tjenester med navnligt Digg i førerposition demonstrerer også på bedst vis hvad, der er muligt, og hvem, der har misforstået noget. Jeg kan godt afsløre, at det hverken er newz.dk eller Digg.
I denne sammenhæng har der været forsøgt med automatiserede resuméer skrevet af computerprogrammer. Resultatet af den slags har altid været miserabelt, griner Holger Rosendal.Google News lever - ganske upåagtet af Holger Rosendals noget forældede verdensbillede - i bedste velgående. Han overser samtidig, at automatiske resuméer selvfølgelig ikke kan erstatte det egentlige indhold, hvorfor der ikke er nogen fare i at tillade det (og hvis 25 computerudvalgte ord kan erstatte artiklerne, så ligger problemet et helt andet sted). Det eneste miserable er altså den ubegrundede frygt for internettets virke. Som et endnu stærkere bevis på, at Holger Rosendal tager gevaldigt fejl, kan den offentlige statistik for newz.dk bruges. Vi ligger i standardudvalget på Googles personlige startside, hvilket dagligt giver os et minimum af 5.000 hits, og det vel at mærke selvom Google viser vores fulde nyhedsresumé. Vores filosofi er den, at vi sagtens kunne begrænse indholdet i RSS, men det giver ikke flere relevante besøgende, og det ville bare være spild af vores trafik. Folk kommer ikke ind alene for at klikke på vores reklamer. De skal opleve noget værdi, som de ønsker at komme efter.
Derimod er det den systematiske udnyttelse af andres nyheder, som ifølge Holger Rosendal er betænkeligt.Ovenstående terminologi er stærkt kritisabel og understreger blot den irrationelle frygt. Der er på ingen måde tale om ’systematisk udnyttelse’, fordi man kontinurligt henviser til eksternt materiale. Det er i tråd med internettets grundlæggende principper, ligesom det på ingen måde skader materialets ophavsmand. Den valgte konnotation har alene til formål at lade uvidende mennesker dømme på et helt forkert grundlag. Der er ikke tale om, at nogen driver plat på andres arbejde. Der er derimod tale om, at der henvises til andres arbejde, idet det netop har en værdi, og det må være essensen i at publicere indhold - at få andre til at læse det og få deres respons herpå (uanset om det er kommentarer, annoncevisninger eller noget helt tredje).
Brugen af andres indhold skal altid foregå efter forudgående aftale. Men man må jo gerne skrive resuméer af andre nyheder. Det er dog ikke sandsynligt, at Google News er interesseret i manuelle resuméer, da dets forretningsmodel lægger op til en automatiseret brug af nyheder fra andre medier, forklarer Holger Rosendal.Nu er jeg bestemt ikke modstander af, at der foreligger en forudgående aftale. Det gør det meget lettere for alle parter. Det er bare ikke nødvendigt, når materialet ikke misbruges, og det sikrer vores ophavsretslov heldigvis (§ 22). Medlemmerne af Danske Dagblades Forening bør ikke frygte besøgende, der henvises fra andre sider, men de bør frygte de interne strømninger, der vil forhindre den potentielle brugerskare i at finde materialet. Vi lever nemlig i en global verden. Hvis søgemaskinerne ikke finder noget dansk materiale, så hopper vi videre til det udenlandske. Heldigvis beskytter udviklingen os imod konservative tiltag, der ikke har nogen som helst gavn, men som alene er produktet af en skræmt ledelse, der har misforstået såvel muligheder som potentiale. Danske Dagblades Forening er de eneste, der taber på ikke at ville åbne op. Brugerne finder andet indhold, og søgemaskinerne finder andet indhold. Tilbage står Danske Dagblades Forening med indhold, som ingen har adgang til, men som de selv kontrollerer. I øvrigt burde man nok rådgive foreningen og medlemmerne om de tekniske aspekter. Det er nemlig uden problemer - ihverfald de tekniske af slagsen - muligt at fjerne muligheden for, at eksterne sider peger på andet end forsiden.