Hvornår har du sidst været til LAN?
In-memory kan medføre, at et ERP-system kan klare sig uden en relationsdatabase.
Endelig sker der noget rigtig spændende med ERP-teknologi: In-memory. Jeg var ellers ved at tro, at der ikke rigtig var mere at gøre ved selve kernen af ERP.
Ja, der er stadig masser af muligheder for at gøre systemerne nemmere at bruge og give flere brugere adgang til dem via web, mobiltelefoner og den slags.
Men hvor meget mangler der i den grundlæggende bogholderifunktion, materiale- og produktionsstyring? Har vi ikke styr på det efter 30 års udvikling af de her systemer?
Derfor var det en fornøjelse for mig at høre, at der sker innovation i selve ERP-systemets arkitektur.
For måske er der ikke brug for den store nytænkning, når det gælder funktionalitet, men bedre performance er altid populær.
Og som Arne Andersen fra SAP fortæller i det interview, vi bringer i dag, giver det drastiske hastighedsforbedringer, når man flytter hele ERP-kernen og alle data ind i arbejdslageret.
En kundes konkrete erfaringer viser, at en analyse, der før tog 20 minutter, nu kan klares på syv sekunder.
Spændende.
Paradoksalt nok kan den ny teknologi også ses som en forenkling.
Vi har været vant til at arbejde med komplicerede SQL-sætninger, joins og aggregeringer, når vi behandler data.
Men ofte er årsagen ikke, at data kræver det. I stedet har vi gjort det, fordi diskbaserede databaser simpelthen har været langsomme.
Når alle data ligger i RAM, behøver vi ikke foretage de samme krumspring.
Hån og foragt fra Ellison
Hvad mon de store databaseleverandører siger til muligheden for at droppe relationsdatabasen? Oracle-topchef Larry Ellison:
"In-memory-databaser? Ja, SAP går efter det. Vi missede det, og IBM missede det, så det er da godt, at SAP-topchef Hasso og hans fem fyre i en garage har klaret det. Det er tosset (wacko)."
Hvorfor er Ellison så ironisk over for in-memory?
Kunne det tænkes, at han frygter, at en fast indtægtskilde er på vej væk? For når firmaer køber en SAP-løsning, køber de også en database – og ofte en fra Oracle.
Jeg tror nu, det er for tidligt at skrive relationsdatabasens gravskrift. Vi vil stadig have brug for et pålideligt sted til at lagre data. Fordelen ved in-memory ligger primært i databehandling, ikke datalagring.
Det vil næppe heller kunne betale sig at omskrive de mange applikationer, der i dag er skrevet til at udnytte relationsdatabaser, til at bruge in-memory. Kun hvor kravet om performance er meget vigtigt, kan den investering forsvares.
Men mon ikke Oracle, IBM og Microsoft selv arbejder på, hvordan deres databaser og applikationer bedre kan udnytte arbejdslageret?
RAM er billig. IBM har med firmaets eX5-annoncering gjort det muligt at sætte op til 1.536 GB RAM i en x86-baseret server. Så hardwaren er klar – vi venter spændt på at se, hvordan SAP og deres konkurrenter vil udnytte den.