Annonce

Indsend nyhed

Del dine opdagelser!

Afstemning

Windows 8?

  • 60%Anvender det ikke
  • 21%Har installeret det, men anvender ikke Modern UI
  • 19%Har installeret det, anvender også Modern UI

De sidste nye indlæg

Civilret, screenshots og forlig

Jeg har siden fredag talt med en del advokater og juridiske eksperter i civilret og det er næsten enstemmige udtalelser der kommer: screenshots kan bruges som 'bevis' - da dette er civilret og ikke kriminalret. Der er flere grunde til dette, men vigtigst er, at man i civilret ikke er uskyldig indtil det modsatte er bevist, men indtil en dommer er overbevist om det modsatte.

Når en APG advokat i en civilret fremviser logs og screenshots, altså information opsamlet på en velbeskrevetmåde, så er 'jamen, det er jo nemt at lave sådan et screenshot selv' altså ikke noget modargument - der skal du overbevise dommeren om at den pågældende advokat har begået dokument-falskneri, eller, som de fleste advokater jeg har talt med siger, 'god fornøjelse'.

Jeg havde Morten W. Lindegaard fra Bech-Bruun Dragsted i røret sent fredag eftermiddag, og efter en længere snak kontaktede jeg nogle andre advokater for at høre, hvordan de så på Mortens synspunkter. Det var et enstemmigt 'panel' - at forlig i denne sag rent faktisk er det kloge valg. Jeg har gravet yderligere i sagen, opsamlet en del information og kan kun konkludere, at et forlig er det smarte valg for folk der har modtaget et 'julekort'. Jeg kan desværre ikke nedfælde alle mine oplysninger da kilderne sagde de 'gode' ting off-record.

Interview med Morten W. Lindegaard

Hvem er du? (navn, uddannelse og job)
Morten Wind Lindegaard, advokatfuldmægtigt arbejder bl.a. for AntiPiratGruppen.

Erfaring? (år, specialer, tidligere lign. sager etc.)
Jeg begyndte antipirat-arbejdet i 1994, og har i den seneste tid været den praktiske ansvarlige i FTP-, E-donkey-serversagerne og nu senest de 150 sager mod brugerne af E-donkey og KaZaA. Jeg arbejdede sideløbende med jurastudiet som databaseprogrammør og kan i høj grad udnytte denne erfaring i mit daglige arbejde.

Frygt eller dialog? (er det APGs opgave at oplyse og informerer eller blot benytter sig af skræmmekampagner)
Det er desværre nok nødvendigt med en kombination af information og opdragelse. Hvis man ser hen over de gennemførte sager, så har fremgangsmåden de fleste gange været den, at vi starter med en informationskampagne, hvor vi retter henvendelse til virksomheder, skoler eller kører reklamespots i radio og tv. Efterfølgende har vi så kontrolleret de pågældende områder, og hvis piratkopieringen på det pågældende område ikke har ændret sig, så har vi gennemført en række sager af mere opdragende karakter.

Julekort-sagen, konkret. (hvor omfattende er den og hvor gammel er den?)
Sagen startede i sidste uge, men forud for et så omfattende arbejder ligger cirka en måneds hårdt arbejde. Sagen omfatter pt. 150 brugere af KaZaA og E-donkey. Effekten kan måles allerede nu, men det er langt fra godt nok.

Civilret vs. Kriminalret. (forskellen og evt. almene misforståelser)
Det er en almindelig misforståelse, at de argumenter, som bruges i Ally og i andre Tv-udsendelser, kan anvendes på samme måde i den type sager, som AntiPiratGruppen fører. AntiPiratGruppen er en sammenslutning af rettighedshavere, og med mindre piraterne politianmeldes, så er det op til AntiPiratGruppen at gennemføre sagerne selv. Bevisbyrden er i disse sager, som i alle andre erstatningssager pålagt den der anlægger sagen. I straffesager siger man, at "man er uskyldig indtil andet er bevist", og en forsvares vigtigste opgaver er derfor at finde mulige "huller" i anklagerens beviser. I erstatningssager, der er man "skyldig" eller ansvarlig, når dommeren er overbevist om det. Dvs. at argumenter som: "at beviserne i teorien kan være falske", eller at "filerne muligvis hedder det samme som 20 kendte computerspil, og i øvrigt fylder det samme, men de kan jo bare være omdøbt", de er sjældent noget værd, med mindre de kan understøttes at beviser.

Kriminel-lavalder/skyld? (hvem er skyldig, ejeren af computeren, brugere af eDonkey eller personen der faktureres for internettet?)
Da der som nævnt ikke er tale om straffesager, finder den kriminelle lavalder ikke anvendelse. Med hensyn til skyldsspørgsmålet, så vil det altid afhænge af en konkret vurdering. Er godt udgangspunkt er dog, at hvis man er ansvarlig for en computer, og ved at den bruges til ulovligheder, så skal man få det stoppet.

Ansvar ved erhverv? (hvem er ansvarlig set fra APGs side hvis eDonkey serveren kører hos et firma)
Ved virksomheder gælder der en særlig regel helt tilbage fra Danske Lov som hedder 3-19-2, der ud over gælder der nogle almindelige retsgrundsætninger, der blandt andet siger, at hvis den edb-ansvarlige eller andre i ledelsen ved, at der foregår piratkopiering via virksomhedens udstyr, så hæfter virksomheden.

Enkelt eller samlet? (vil evt. søgsmål ske individuelt eller samlet? Hvis individuelt, er det så ikke en urimelig belastning af det danske´retsystem?)
Når man sagsøger skal det som udgangspunkt ske ved den byret, der ligger nærmest den pågældende. I modsat fald ville vi have en situation, hvor folk fra Skagen kunne blive sagsøgt af os i København. Søgsmål skal derfor i henhold til retsplejeloven ske ved den pågældendes retskreds og det er derfor umuligt at slå dem sammen.

Fremtiden? (hvad er APGs egentlige mål? Er de realistiske? Hvad agter APG at gøre imod kryptering/skjulte IP'er osv. i fremtiden?)
"Det er svært at spå, især om fremtiden", men arbejdet vil fortsætte. Piraternes største problem vil altid være behovet for åbenhed, så flest mulige kan deltage. Det betyder selvfølgelig også, at vi altid kan finde krænkelserne. Det er derfor en spændende og udfordrerne tid vi går i møde.

newz.dk (læser APG newz.dk og hvor ofte?)
Jeg læser newz.dk hver dag.

Konklusion

Denne konklusion vil nok blive betragtet lidt kontroversiel blandt en del af brugerne her på siden, men jeg vil personligt, og fra newz.dks side, anbefale at indgå i et forlig, hvis man har modtaget et 'julekort' - alt andet vil i sidste ende være en dyr 'fornøjelse'.

En anden mulighed er naturligvis at gå sammen og dele udgifterne til en 'stjene advokat' - men det er ikke en løsning hverken newz.dk eller jeg vil anbefale.

Håber de ramte personer, trods alt, får en god jul - evt. med rigtige julekort.