Hvornår har du sidst været til LAN?
I interviewet medvirker Sebastian Gjerding, alias Copypaste, som er pressetalsmand for Piratgruppen. Sebastian er 22 år og studerer på Samfundsvidenskabelig Basis Uddannelse på Roskilde Universitet.
Sebastian er, udover pressetalsmand, administrator på hjemmesiden, ansvarlig for Piratgruppens shop og skriver nyheder til siden. Han medvirker sammen med de andre admins til at danne og formidle de holdninger, som Piratgruppen står for.
Piratgruppen blev til i august 2004 som et modsvar til AntiPiratGruppen (APG) og fik sit startstød bl.a. på grund af "den hårde kurs imod fildelere", fortæller Sebastian under interviewet.
Piratgruppen er ikke registreret som en organisation på nogen måde og opererer hovedsageligt gennem deres hjemmeside. Admingruppen mødes nogle gange om måneden for at diskutere nye politiske tiltag, gruppens fremtid, pressestrategi osv.
Organisationen består af ti admins, som på den ene eller anden måde kender hinanden privat, en række redaktører, som er hvervet gennem hjemmesiden og som står for daglig drift af hjemmeside og guides m.m., samt frivillige "menige" brugere der oversætter og skriver guides og andre ting til hjemmesiden.
"Siden er ret afhængig af disse bidrag", fortæller Sebastian og fortsætter, "Vi har også en jurist tilknyttet. Det er en der var med til at starte piratgruppen. Han er frivillig, ligesom os andre."
Aldersspredningen for admingruppen er meget bred, 19-33 år. Alle har en forkærlighed for fildeling, men har ellers meget forskellig baggrund.
Copypaste[PG]: Tja.. det var vist primært af tre grunde. For det første var det den hårde kurs imod fildelere - med de høje erstatningskrav, samtidigt med Anti-Piratgruppens monopol i debatten, gjorde at vi mente at det var tid til at de fik noget modspil.
For det andet: Vi ville starte en politisk kampagne der i medierne talte fildelernes stemme og samtidigt lagde et politisk pres så den ikke-kommercielle fildeling kan blive lovliggjort.
...og for det tredje, for at være et forum for udveksling af ideer og viden om fildeling. Det er her vores guidesektion på hjemmesiden har sin funktion. Samt debattere alternativer til den nuværende ophavsretslovgivning.
Rackbox: Piratgruppens store navnesammenfald med "Antipiratgruppen" - er det så tilsigtet?
Copypaste[PG]: Ja, det er ihvertfald ikke tilfældigt :-) Vi mente at termen "Pirat" blev brugt negativt til at dæmonisere folk der gjorde samfundsgavnlig virksomhed ved at sprede fri kultur og information. Vi ville gerne tage pirat-identiten tilbage. Vi er stolte af at være pirater. Samtidig var det også for at slå os fast som Anti-Piratgruppens direkte modsætning.
Piratgruppens holdning til fildeling er kort fortalt den, at privat fildeling bør lovliggøres:
Rackbox: Hvilken holdning har Piratgruppen til fildeling?
Copypaste [PG]: Vi mener at det kan deles op i 2 dele; den ikke-kommercielle fildeling/piratkopiering skal være lovlig - det skal ikke være ulovligt at hente ting på f.eks. Emule/Bittorrent osv. Altså spredningen igennem fildelingsnetværkene, til eget forbrug skal være lovlig - den anden del er den kommercielle piratkopiering, altså dem der tjener penge på at sælge andres værker... dem støtter vi absolut ikke.
Rackbox: I mener altså; at fildeling ikke bør være ulovligt, med mindre der er tale om ophavsretligt beskyttet materiale?
Copypaste [PG]: Den måde ophavsretsloven bliver fortolket på, mener vi er forkert - vi mener ikke at den skal tolkes sådan at den skal bruges til at forfølge almindelige fildelere - tværtimod skal den bruges til at forhindre folk i at udnytte andres værker kommercielt, altså for egen økonomiske vinding. Den private fildeling skal være lovlig og ikke forfølges.
Rackbox: Det er altså i orden at dele eksempelvis en CD ved at kopiere den til venner og bekendte?
Copypaste [PG]: Ja - det er i orden.
Rackbox: Gør I en aktiv indsats for også at fortælle om Jeres modstand mod kommercielle "piratkopister"?
Copypaste [PG]: Det er jo ikke op til os at forfølge dem, men når vi bliver spurgt så svarer vi da, at det støtter vi ikke.
I en pressemeddelelse på nettips.dk fortæller Piratgruppen om eventuel finansiering af fildeling. Der står bl.a.:
"I stedet for at forsøge at stoppe tidevandet, kunne kunsterne, med støtte fra deres fans og fra andre organisationer kræve en rimelig kompensation for det tab, der muligvis skabes af den private fildeling (...) Kompensationen (...) kunne tilvejebringes (...) enten gennem afgifter på bredbåndsforbindelser, hardware eller som i Norge over finansloven."
Rackbox: Er det rimeligt at kræve afgifter hos de folk, der ikke har interesse i at dele musik?
Copypaste[PG]: Vi fra Piratgruppen, har ikke nogen færdige løsningsmodeller, men har f.eks. snakket om løsningen med afgifter på bredbånd/hardware eller en post på finansloven til de danske kunstnere, så der i langt højere grad blev investeret i det danske kulturliv. Det essentielle for os er:
At man stiller sig for øje at man IKKE kan stoppe fildelingen, internettet, og den digitale tidsalder har gjort at kunstnerne må finde en ny måde at få deres kompensation på - vi vil meget gerne være en del af den debat, og være med til at komme med løsningsforslag, som f.eks. afgiften der kunne være en mulighed.
Rackbox: Tror du ikke, at der kommer et ramaskrig, hvis folk der ikke kopierer/deler musik/film skal betale for dem, der gør? Jeg tænker på det "skrig" der kom da blankmedier fik afgifter på baggrund af den nye->gamle lov om kopiering.
Copypaste[PG]: Nej - tror da, at mange godt kan se de muligheder som digitaliseringen har - at man kan samle al viden i verden og stille den til rådighed for alle - den mulighed er historisk, og jeg tror de fleste gerne vil betale for at det kan lade sig gøre!
Rackbox: Hvor stor en procentdel tror du er aktive fildelere/kopister af de i Danmark der har bredbånd?
Copypaste[PG]: En meget stor procentdel - specielt i den yngre generation, tror jeg alle fildeler - min lillebror f.eks. er vokset op med Napster, fildelingen er en naturlighed for dem, det svarer til at man forbød de gamle at høre radio.
Rackbox: Tror du at flere ville dele, hvis det blev "påtvunget" at betale og samtidig blev lovligt?
Copypaste[PG]: Ja, nogle lader jo være med at gøre det pga. det er teknisk svært - hvis det blev lovligt kunne det offentlige jo udbyde kurser i det - ligesom de gør for at lære de gamle internet - det kunne de gøre med fildeling. Det ville selvfølgelig gøre brugen større.
Rackbox: Får I meget støtte/modstand fra organisationer/firmaer/private?
Copypaste[PG]: I forhold til støtte, så har Den Digitale Retshjælp, der støtter fildelere i at gå i retten mod APG fået en del bidrag. Indtil videre har vi udbetalt ca. 20.000 kr. og bidragene fortsætter med at komme. Men vi fungerer 100% på frivillig arbejdskraft.
Rackbox: Bidrag? I udbetaler penge?
Copypaste[PG]: Ja, vi udbetaler penge så folk har råd til at betale for en advokat der kan kigge på sagen. APG forsøger at skræmme folk til at betale, og de folk der ikke har råd til en advokat hjælper vi.
Rackbox: Hvor får I pengene fra?
Copypaste[PG]: Pengene kommer fra frivillige bidrag fra folk der bruger siden, samt salget af t-shirts over hjemmesiden går ubeskåret til den digitale retshjælp. Der er tale om private bidrag. Vi har i modsætning til APG ikke en stor industri i ryggen.
Rackbox: Hvad så med modstand? Har I været udsat for mange trusler, både juridiske og i form af "hadebreve"?
Copypaste[PG]: Ikke mange hadebreve, tværtimod modtager vi mange positive tilkendegivelser.. F.eks. i forbindelse med at vi blev nomineret til Steppeulven fik vi en masse positiv respons.. Juridiske trusler har vi kun fået i forbindelse med Kulturministeriet.info.
I marts 2005 dannede Piratgruppen rammerne om en aktion mod Kulturministeriets udgivelse af et tegneseriehæfte omhandlende ulovlig kopiering. Sagen er nævnt med en artikel på piratgruppens hjemmeside.
Rackbox: Kan du fortælle mere om den meget omdiskuterede sag om kulturministeriet og dets logo som nævnt på http://www.kum.dk/sw20452.asp?
Copypaste[PG]: Vi ville starte en debat om deres højst tvivlsomme tegneserie om ophavsret, og lavede vores egen der forklarede at der altså også var andre syn på ophavsret, end pladeindustriens. De reagerede ved at hive os for Fogedretten, og vi valgte at tage siden ned. Jeg syntes det var ret trist at de på den måde forsøgte at knægte ytringsfriheden.
Rackbox: Følte I at i gav op i den sag? Eller var der alligevel en sejr?
Copypaste[PG]: Jeg syntes ikke vi gav op - vi fik sagt hvad vi ville: at Kulturministeriets tegneserie kun var et partsindlæg i diskussionen om ophavsret, og ikke nogen sandhed - samtidigt fik vi påpeget at deres tegneserie er fuld af halve sandheder.
Rackbox: Oplever I at piratgruppen gør en forskel i samfundet? Hvilken?
Copypaste[PG]: Ja, det mener jeg helt klart at vi gør. Jeg syntes allerede at det, at APG er blevet modsagt i den offentlige debat har gjort en kæmpe forskel. De har ikke længere monopol på sandheden og bliver i stigende grad udfordret. Denne her kamp drejer sig på mange måder om at definere den digitale generations normer og værdier...
De Teknologifjendske- talebanere i Anti-Piratgruppen forsøger at lægge bånd på digitaliseringens muligheder og stoppe den frie spredning af kultur og information. Piratgruppen repræsenterer en anden form for værdisætning - at alle kan få adgang til de digitale goder, og at digitaliseringens muligheder bliver brugt fuldt ud. Den debat, og de synspunkter, syntes jeg vi har bidraget med til at sætte på dagsordenen.
Rackbox: Har piratgruppen et sæt erklærede mål?
Copypaste[PG]: Vi har vel egentlig flere mål:
For det første så vi gerne at musikerforbundene begyndte at tænke over hvad det egentlig er de er med til. At de ved at være med i Anti-Piratgruppen, er med til at ødelægge livet for en del af deres fans og at de derfor bør trække sig øjeblikkeligt og istedet starte en debat om hvordan de sikrer deres rettigheder, i den digitale tidsalder.
Det er et af målene - at gøre forbundene opmærksomme på hvad de er med til..
Et andet er:
Vi vil arbejde for en legalisering af den ikke-kommercielle fildeling, så fildeling bliver lovligt til privat brug.
Rackbox: Tror du at det er plausibelt at I når disse mål?
Copypaste[PG]: Selvfølgelig tror jeg at det kan lade sig gøre - der har tidligere været tilfælde hvor at lovgivningen var fuldstændig ude af trit med folks normer, som det er tilfældet med fildelingen, alle mennesker gør det. Så derfor bør de ændre loven.
Rackbox: Er der et særligt event, der vil gøre, at I mener at piratgruppen ikke længere behøver at eksistere?
Copypaste[PG]: Tja.. Vi vil vel altid eksistere - men det er klart at hvis vi får opfyldt vores mål vil vores funktion ændre sig en del - hvis den ikke-kommercielle fildeling bliver lovlig - så vil vi nok bare fortsætte som community for fildelersamfundet. Og så vil APG jo heller ikke eksistere længere.
Rackbox: Er der i øjeblikket noget på bedding? Noget I arbejder på?
Copypaste[PG]: Selvfølgelig er der noget vi arbejder med - men det skal jo komme som en overaskelse :-)
Rackbox: Ikke noget sneak-preview? En teaser eller noget? ;-)
Copypaste[PG]: Ikke endnu - men skal nok sige til, når tiden kommer..
Rackbox: Hvad er den sidste "sag" I har arbejdet med?
Copypaste[PG]: Den sidste sag har været at samle op på de seneste erstatningskrav som APG har sendt ud - og udbetale penge fra den digitale resthjælp - ellers var det vores tegneserie om ophavsret, som kom ud på en masse skoler og gymnasier..
Rackbox: Til allersidst: Er du bruger på newz.dk?
Copypaste[PG]: Nej, men jeg tjekker den tit.. newz.dk er et af de steder vi tjekker ofte for nyheder.